Baneløbere vil få hårdere straffe i engelsk fodbold

Det skal have større konsekvens at kaste med ting og løbe ind på banen, mener Det Engelske Fodboldforbund.

Aston Villa-målmand Robin Olsen blev i maj angrebet, da Manchester City-fans stormede ind på banen, efter at mesterskabet var kommet i hus. (Arkivfoto) <i>Hannah McKay/Reuters</i>

Aston Villa-målmand Robin Olsen blev i maj angrebet, da Manchester City-fans stormede ind på banen, efter at mesterskabet var kommet i hus. (Arkivfoto) Hannah McKay/Reuters

Det Engelske Fodboldforbund (FA), Premier League og de øvrige engelske ligaklubber i English Football League (EFL) vil sætte hårdere ind over for blandt andet baneløbere efter flere uheldige episoder i sidste sæson.

Parterne blev i juni enige om at straffe baneinvasioner mere end i dag, og mandag meddeler FA så, at man er blevet enige om en række tiltag.

Fra den kommende sæson kommer alle, der betræder banen uden et gyldigt ærinde, til at blive straffet med karantæne.

Hvis en mindreårig betræder banen, kan straffen også komme til at ramme den pågældendes forældre eller den voksne, der måtte have barnet med på stadion.

Besiddelse og brug af fyrværkeri skal også kunne udløse straf, og det samme skal kast med genstande, diskriminerende tilråb samt brug af narkotika.

Klubberne vil melde alle, der overtræder reglerne, til politiet med risiko for yderligere sanktioner.

Engelsk fodbold har været plaget af flere baneinvasioner i den seneste tid.

I maj var der eksempelvis en baneinvasion, da Everton reddede sig fri af nedrykning fra Premier League i en kamp mod Crystal Palace.

En fan kom i karambolage med Palace-manager Patrick Vieira, som endte med at tage fat i og sparke ud efter tilskueren, der havde provokeret ham.

Og da Manchester City sikrede sig det engelske mesterskab, løb mange fans ligeledes ind på banen, og Aston Villa-målmand Robin Olsen blev angrebet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.