Fodbold

Barcelona låner Coutinho ud til Aston Villa

Philippe Coutinho lejes ud til Aston Villa, hvor Steven Gerrard er træner. De to spillede sammen i Liverpool.

FBL-ENG-PR-QPR-LIVERPOOL
FBL-ENG-PR-QPR-LIVERPOOL Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Det er ikke blevet til ret meget spilletid i denne sæson i FC Barcelona for Philippe Coutinho, og nu bliver brasilianeren sendt på et lejeophold i Premier League.

Det er Aston Villa, der får glæde af Coutinhos evner på grønsværen i resten af sæsonen. Begge klubber bekræfter aftalen på deres hjemmesider.

Lejeaftalen indeholder en option, så klubskiftet kan gøres permanent, lyder det.

I Aston Villa bliver 29-årige Coutinho genforenet med Steven Gerrard, som er manager i Birmingham-klubben. Coutinho og Gerrard er tidligere holdkammerater efter at have spillet sammen i Liverpool fra 2013 til 2015.

Gerrard stoppede i Liverpool i 2015, men Coutinho fortsatte frem til 2018. Her skiftede han til Barcelona i en kæmpehandel, hvor spanierne angiveligt betalte en milliard kroner for brasilianeren.

Opholdet i Barcelona har dog aldrig været nogen udpræget succes for Coutinho, som i 2019 blev udlejet til Bayern München.

Nu bliver det så til et gensyn med Premier League for Coutinho, som kommer ind på et Aston Villa-hold, der ligger nummer 13 i tabellen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden