Barcelona registrerer Christensen dagen før sæsonåbner

Andreas Christensen og flere af Barcelonas andre nyindkøb er fredag blevet officielt registreret i La Liga.

Andreas Christensen (i midten) skiftede tidligere på sommeren fra Chelsea til Barcelona. <i>Pau Barrena/Ritzau Scanpix</i>

Andreas Christensen (i midten) skiftede tidligere på sommeren fra Chelsea til Barcelona. Pau Barrena/Ritzau Scanpix

Intet står i vejen for, at Andreas Christensen lørdag kan få debut som FC Barcelona-spiller.

Fredag er danskeren samt flere af Barcelonas andre nyindkøb fra denne sommer blevet registreret i La Liga, så de kan spille.

Det fremgår af La Ligas hjemmeside.

Andreas Christensen er sammen med Robert Lewandowski, Raphinha og Franck Kessie blevet registreret. Alle fire kan derfor komme på banen, når Barcelona spiller sin første kamp i sæsonen lørdag mod Rayo Vallecano.

Barcelona-kvartetten kom alle til klubben tidligere på sommeren, men på grund af Barcelonas økonomiske vanskeligheder har man altså ikke kunne registrere dem i La Ligas system før nu.

Klubben har set sig nødsaget til at sælge 49 procent af medievirksomheden Barca Studios, som står for klubbens sociale medier og tv-kanal, Barca TV.

Derudover har man solgt 25 procent af klubbens tv-rettigheder i den hjemlige La Liga for de næste 25 år til Sixth Street, et globalt investeringsfirma. Her kan klubben potentielt gå glip af store millionbeløb, da værdien af disse i fremtiden er svær at spå om.

Endeligt har man forsøgt at få de næste fem års tv-penge fra Champions League på forskud. Det har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) dog afvist.

La Liga har en række økonomiske krav, der skal overholdes af klubberne. Det forklarer disse økonomiske manøvrer, som altså nu har været med til, at klubben kan registrere deres nyindkøb frem mod sæsonstarten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden