Barthold stiller krav til holdkammeraterne trods flyvende start
Aalborg Håndbold har fået en fremragende start på anden halvdel af sæsonen
AALBORG: Aalborg Håndbold har fået en fremragende indledning på anden del af sæsonen. Efter EM-pausen er det blevet til tre relativt sikre sejre i ligakampe mod TTH, Mors-Thy og senest Fredericia.
Det er ikke kun resultaterne - men også måden sejrene er sikret på - der skaber optimisme i Aalborg-lejren, hvor Sebastian Barthold og holdkammeraterne er helt med på, at udfald som dem man oplevede mod BSH og Ribe Esbjerg ikke er gangbare.
- Hvis vi skal vinde titler, så nytter det jo ikke noget, at vi har så svært ved at komme i gang efter pausen. Det er vi naturligvis opmærksomme på. Indtil videre er vi kommet godt i gang efter EM, og vi ved godt, at vi skal være klar til at spille anden halvleg, selvom vi eventuelt er stort foran ved pausen. Det fik vi talt igennem efter BSH og RIbe-kampene, men folk er også godt klar over, at det her ikke bliver ved med at gå, siger Sebastian Barthold.
- Vi har så godt et hold og en bredde, der betyder, at vi skal være i stand til at holde et højt niveau i alle 60 minutter, fastslår Sebastian Barthold.
Lige nu ser niveauet ud til at være så tilpas stabilt, at det ikke bør blive et problem at sikre andenpladsen i ligaen, hvilket giver to point med over i slutspilspuljerne.
- Vi ved godt, hvor vigtig andenpladsen er. Vi er ærgerlige over, at førstepladsen er langt væk, men cadeau til GOG, der har gang i en meget flot sæson. Men så er målet for os nu en andenplads, og så skal vi stå skarpt til de afgørende kampe. Andenpladsen er dog ikke noget, som vi har et særligt fokus på. For os handler det mere om at vinde alle de kampe, vi skal spille. Det skal være mentaliteten, når du spiller i Aalborg, siger Sebastian Barthold.
Den norske fløjspiller har haft en flot sæson i Aalborg Håndbold, hvor de personlige præstationer har været en kende mere stabile end holdets resultater.
Det kastede en EM-deltagelse af sig, og selvom EM sluttede skuffende for Norge, var det alligevel en stor oplevelse for Aalborg-fløjen.
- Det var jo et stort personligt mål for mig at komme med til en slutrunde, så det var fantastisk endelig at være med til en slutrunde, siger Sebastian Barthold.
Omtrent ligeså fantastisk var det for Barthold at komme hjem til sin lille familie i Aalborg, der tæller en datter, der blev født mod slutningen af 2021.
- Det var en stor skuffelse for os, at vi smed semifinalepladsen væk på den måde, som vi gjorde, men når det nu skulle være, så var det super dejligt at komme hjem til min familie og min skønne lille datter. Det kan godt dæmpe skuffelsen over EM-resultatet, fortæller Sebastian Barthold, der heller ikke har haft vanskeligheder med at komme i gear for Aalborg Håndbold i februars tre første kampe.
- Fysisk er der ikke noget at komme efter. Det var måske mere mentalt, at jeg lige skulle omstille mig, men det er også gået meget let, så det har været godt at komme i gang igen efter EM. Jeg skulle bare lige bruge et par dage på at omstille mig, og så kørte vi ellers bare på, siger Barthold, der er glad for den måde, som Aalborg er kommet i gang efter EM.
- Det var en fin sejr, vi fik i Holstebro. Det var ikke nogen nem kamp med lidt folk ude hos os, men vi har fået vist, at vi er skarpe, så det ser okay ud. Nu skal vi bare udbygge stimen af gode kampe i lørdagens kamp, siger Sebastian Barthold, der er med på holdkortet, når Aalborg lørdag er vært mod Nordsjælland Håndbold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.