Barty gjorde drøm til virkelighed: Det er ikke til at tro
Ashleigh Barty blev den første australske vinder i Melbourne i 44 år. Nu mangler kun US Open af de fire store.

Tennis 2022: Australian Open Day 13 Sydney Low/Ritzau Scanpix
I mere end fire årtier har australierne sukket efter, at en af deres egne kunne gå hele vejen i Australian Open.
Der var derfor lidt ekstra at fejre, da verdensetteren Ashleigh Barty lørdag vandt singlerækken på kvindesiden med en finalesejr på 6-3, 7-5 over amerikaneren Danielle Collins.
- Det er en drøm, der er blevet til virkelighed for mig.
- Vi har gang på gang været tæt på, og det er ikke til at tro på, at jeg nu kan tage fat om dette smukke trofæ efter to fremragende uger, siger Ashleigh Barty med beviset i hænderne.
Sidst det skete, at en australier vandt en af singlerækkerne, var i 1978. Dengang tog Chris O'Neil sejren hos kvinderne.
Det er mindre end tre år siden, at 25-årige Ashleigh Barty fik sit gennembrud med sejren i 2019-udgaven af French Open. Sidste år lykkedes det også at tage titlen i Wimbledon.
Hvis Barty på et tidspunkt kan føje US Open til sin liste af sejre, så vil hun havde vundet alle fire grand slam-turneringer.
Det kan dog blive svært, vurderer hendes træner Craig Tyzzer, selv om Barty lørdag fik bevist, at hun kan vinde titler på alle slags underlag. Om det er græs, grus eller hardcourt er ingen hindring.
Tyzzer fortæller til gengæld, at de bolde, der benyttes til US Open ikke passer til Ashleigh Bartys spillestil. Boldene på kvindesiden i US Open er knapt så tunge, som de bolde mændene bruger.
- US Open bør virkelig få skiftet boldene på kvindesiden ud.
- Det er en forfærdelig bold for en spiller som Ash. Hvis de holder fast i den, så vil ingen, der spiller på samme måde som Ash, kunne vinde den turnering, siger Craig Tyzzer.
Søndag mødes Rafael Nadal fra Spanien med russeren Daniil Medvedev i finalen hos mændene.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.