tennis

Barty udraderer ukrainer i første kamp i Melbourne

Ashleigh Barty var yderst overbevisende, da den australske verdensetter gik videre i Australian Open.

Australian Open
Australian Open Morgan Sette/Reuters

Et sølle parti afgav Ashleigh Barty, da den australske verdensetter gik videre til anden runde i grand slam-turneringen Australian Open.

Barty vandt mandag formiddag dansk tid med 6-0, 6-1 over den ukrainske kvalifikationsspiller Lesia Tsurenko. Den ensidige tenniskamp varede blot 54 minutter.

I optakten til Australian Open har Barty vist storform ved at vinde WTA-turneringen i Adelaide.

Storspillet bragte Barty med ind på Rod Laver Arena i Melbourne, hvor Tsurenko ikke kunne stille meget op.

Især Bartys slicede baghånd voldte ukraineren store problemer, og det endte med et ydmygende æg i første sæt, som man i tennissprog kalder en sætsejr på 6-0.

I andet sæt gentog kampbilledet sig, selv om Tsurenko, der er nummer 119 i verden, var lidt bedre med i flere af partierne.

Ukraineren reddede to matchbolde i egen serv og reducerede til 1-5 og undgik dermed endnu et æg.

Kort efter kunne 25-årige Barty dog serve kampen hjem ved at udnytte sin femte matchbold.

I anden runde skal Barty møde den italienske kvalifikationsspiller Lucia Bronzetti, der er nummer 142 i verden.

Barty, der i 2019 vandt French Open og Wimbledon sidste år, har aldrig vundet Australian Open.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden