Sport

Bayern München holder fast i smal sejr og sejrsstime

Harry Kane scorede to gange, da Bayern München slog Oscar Højlunds Eintracht Frankfurt 3-2.

Harry Kane og Aleksandar Pavlovic fejrer en af holdets scoringer mod Frankfurt.
Harry Kane og Aleksandar Pavlovic fejrer en af holdets scoringer mod Frankfurt. Alexandra Beier/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:36

Bayern München var tæt på at blive indhentet, men slog lørdag akkurat Oscar Højlund og Eintracht Frankfurt 3-2 på hjemmebane i Bundesligaen.

Harry Kane scorede to gange i sejren, som er Bayerns tredje i træk i ligaen.

Dermed udbyggede sydtyskerne føringen i tabellen, hvor der nu er otte point ned til Borussia Dortmund.

Det kunne have været ni, men efter Christoph Baumgartner havde bragt RB Leipzig på 1-0 og 2-0, svarede Dortmund tilbage og sikrede sig lørdag 2-2 efter et selvmål og en træffer af angriberen Fabio Silva dybt inde i overtiden.

Længe lignede det lørdag en komfortabel sejr for Bayern.

Midtbanespilleren Aleksandar Pavlovic flugtede med hjælp fra Frankfurt-keeperen Bayern på 1-0 fra kanten af feltet efter godt et kvarter.

Kane øgede en håndfuld minutter senere til 2-0 med hovedet efter et hjørnespark, og da englænderen midt i anden halvleg flot drejede et skud uden for feltet i nettet til 3-0, syntes gæsterne at være knockoutet.

Men Jonathan Burkardt reducerede til 1-3 på et straffespark, som Kane havde begået på danske Højlund, og slutfasen blev spændende, da også Arnaud Kalimuendo kom på tavlen.

Frankfurt pressede højt, og Bayern-defensivens insisteren på at spille bolden frem ved jorden blev kostbar, da franskmanden nærmest tacklede bolden i mål.

Det var dog for sent for gæsterne, der gjorde brug af Højlund i 77 minutter og nu ligger nummer syv.

Der er dog et godt stykke op til Bayer Leverkusen på sjettepladsen, selv om Kasper Hjulmands tropper lørdag skuffede med 0-1 hos Frederik Rønnow og Union Berlin.

Andetsteds tabte danskerklubben Wolfsburg til Augsburg. Christian Eriksen assisterede åbningsmålet efter et hjørnespark, og værterne var foran 2-1 efter 87 minutter.

Med i slutfasen scorede blandt andre den tidligere Brøndby-angriber Michael Gregoritsch, og Augsburg vandt 3-2.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden