Bayerns titelkamp kan blive sidste duel mellem målslugere
Bayern München kan lørdag vinde mesterskab igen, men klubben har sværere end før ved at gå på rov hos rivaler.
Bayern München kan lørdag for tiende sæson i træk sikre sig det tyske mesterskab i fodbold med en sejr hjemme over Borussia Dortmund.
Intet andet europæisk storhold har præsteret at blive kåret som mester så mange gange på stribe, og Bayern vil med endnu en titel cementere sin position som tysk fodbolds mest dominerende klub gennem tiderne.
Men lørdagens opgør på Allianz Arena kan også blive den sidste duel mellem Bundesligaens to mest profilerede angribere, veteranen Robert Lewandowski fra Bayern og den unge Erling Haaland fra Dortmund.
Den 33-årige Lewandowski blev hentet til Sydtyskland fra netop Dortmund og kan med en sejr løfte mesterskabstrofæet for tiende gang.
I samtlige sine otte sæsoner i Bayern har han været med til at vinde titlen. Dertil kommer to mesterskaber med Borussia Dortmund.
- Der er to årsager til Bayerns dominans, sagde Liverpools tyske manager og tidligere cheftræner for Borussia Dortmund, Jürgen Klopp, i et interview med magasinet Bild tidligere i april.
- Den ene er naturligvis ganske enkelt den kvalitet, holdet har. Den anden er, at forfølgerne stjæler point fra hinanden. De øvrige hold (i toppen, red.) er sandsynligvis for tæt på hinanden, vurderede Klopp.
Bayerns succes år efter år bliver også tilskrevet holdets evne til at købe rivalernes bedste spillere som Lewandowski.
Men det er måske ved at ændre sig, skriver The Guardian. Det er blevet sværere for Bayern at tiltrække konkurrenternes bedste spillere i konkurrence med især de mere pengestærke klubber fra den engelske Premier League.
Det anses således som udelukket, at Bayern kan udfordre andre europæiske giganter i kampen om at sikre sig Erling Haaland, der forventes at rykke videre fra Dortmund efter denne sæson, skriver den engelske avis.
En forsmag på den udvikling fik Bayern i 2020, da den ønskede at sikre sig Bayer Leverkusen-angriberen Kai Havertz.
Han foretrak at skifte til Chelsea og Premier League.
- Et mesterskab med Chelsea betyder langt mere, sagde Havertz om sin afvisning af Bayerns tilnærmelser.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.