Bekymret Tour-direktør vil ikke give rytterne hånd
Al kontakt med ryttere skal foregå med mundbind i bestræbelserne på at undgå coronavirus under Tour de France.

Løbsdirektør Christian Prudhomme var mandag i Tivoli, hvor han talte foran en gul miniatureudgave af Eiffeltårnet. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Midt i forventningens glæde hænger bekymringerne som en mørk sky over Tour de France, der begynder i København på fredag.
En hel stribe ryttere har været ramt af coronavirus i ugerne op til Touren, og det vil være et hårdt slag mod løbet, hvis en ny virusbølge får lov at brede sig i Tour-feltet.
Løbsdirektør Christian Prudhomme forventer, at holdene skruer op for sikkerhedsberedskabet, så man ikke oplever en situation som i Schweiz Rundt for nylig, hvor flere hold trak sig ud undervejs.
Det siger han mandag eftermiddag på et pressemøde i Tivoli i København.
- Alle ryttere skal testes, inden de kommer til København. Derefter kommer meget til at handle om at bruge sin sunde fornuft.
- I og med at Tour de France er det største cykelløb i verden, er holdene selvfølgelig selv meget optaget af at sikre, at deres ryttere kan være med hele vejen. Siden Schweiz Rundt har de strammet op internt, siger Christian Prudhomme.
Den Internationale Cykelunion (UCI) vil tirsdag offentliggøre retningslinjerne for løbet. Der er udsigt til et comeback til mundbindene, som mange hold ellers har udfaset i foråret.
Skal ryttere i kontakt med folk, der ikke er en del af løbet, skal begge parter benytte de berygtede ansigtsmasker.
Direktøren selv kommer også til at begrænse sin nærkontakt med løbets hovedpersoner.
- Jeg kommer personligt ikke til at give hånd til rytterne, fastslår Christian Prudhomme.
De danske Tour de France-deltagere Andreas Kron og Mikkel Bjerg er blandt de mange, der har haft virus i kroppen i de seneste uger.
Touren bliver skudt i gang fredag med en 13 kilometer lang enkeltstart i København.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.