Benzema runder flot milepæl i Real Madrid-sejr
Det var en historisk milepæl for Karim Benzema at runde 300 scoringer for Real Madrid i karrieren.
301 mål nåede Karim Benzema op på for Real Madrid, da den franske landsholdsangriber scorede to gange i lørdagens La Liga-sejr på 4-1 hjemme over Valencia.
Benzema scorede på et straffespark i slutningen af første halvleg og igen i slutminutterne.
Dermed blev Benzema den blot fjerde spiller til at score mindst 300 mål for Real Madrid på tværs af alle turneringer.
Cristiano Ronaldo er nummer et på listen med 450 mål, Raul er toer med 323, mens Alfredo Di Stéfano er treer med 308.
Med sejren konsoliderede Real Madrid førstepladsen i La Liga med 49 point efter 21 kampe. Sevilla er toer med 41 point med to kampe i hånden.
Real Madrid dominerede kampen fra start til slut, og Valencia var aldrig for alvor tæt på point trods en sen reducering.
Stopperen Eder Militao var tæt på at åbne målscoringen for Real Madrid med et nærgående hovedstød, som sad lige på Valencia-keeper Jasper Cillessen.
Også hjemmeholdets Vinicius Junior, Casemiro og Marco Asensio fik chancer, der ikke blev udnyttet i første halvleg
Fem minutter før pausen bragede Real Madrids midtbanespiller Luka Modric bolden på undersiden af overliggeren, men ind ville den bare ikke.
Efter 43 minutter blev Casemiro nedlagt i feltet, og Benzema omsatte straffesparket ved at brage bolden op i hjørnet.
Syv minutter inde i anden halvleg satte Benzema sin angrebsmakker Vinicius Junior op til scoringen til 2-0.
Vinicius Junior var i sprudlende spillehumør og scorede også til 3-0 efter en times spil.
Udeholdet og især Daniel Wass var efterfølgende tæt på at reducere et par gange.
Wass hamrede bolden afsted langt udefra efter 62 minutter, men Real Madrid-keeper Thibaut Courtois fik bokset den til hjørnespark.
Wass fyrede kanonen af igen efter hjørnesparket, men bolden susede lige forbi mål.
Valencia fik dog reduceret efter 76 minutter, efter at angriberen Gonçalo Guedes brændte et straffespark og scorede til 1-3 på returbolden fra Courtois.
Wass forsøgte sig kort efter med endnu en skudforsøg fra distancen, men Valencia kom ikke tættere på.
I stedet cementerede Benzema sejren med målet til 4-1 efter 88 minutter.
Valencia forbliver med nederlaget på rækkens niendeplads med 28 point efter 20 kampe.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.