Sport

Berlusconi-familien sætter punktum for fodbold med klubsalg

Fodboldklubben Monza, som var ejet af afdøde Silvio Berlusconi, er solgt til amerikansk investeringsfond.

Silvio Berlusconi var en stor skikkelse i AC Milan og Monza. Her står Monza-fans med et flag, hvor Berlusconi er blevet afbildet. (Arkivfoto).
Silvio Berlusconi var en stor skikkelse i AC Milan og Monza. Her står Monza-fans med et flag, hvor Berlusconi er blevet afbildet. (Arkivfoto). Alberto Lingria/Reuters

Familien til Silvio Berlusconi har sat punktum for den afdøde italienske premierministers store engagement i italiensk fodbold.

Familien har således solgt fodboldklubben Monza, der var ejet af Berlusconi fra 2018 og frem til hans død i 2023.

I en fælles udmelding lyder det, at Berlusconi-familiens holdingselskab har solgt 100 procent af aktiekapitalen til den amerikanske investeringsfond Beckett Layne Ventures.

Prisen oplyses ikke, men ifølge italienske medier kommer investeringsfonden til at betale 45 millioner euro - omkring 335 millioner kroner.

Berlusconi var premierminister i Italien over tre omgange. Det var han for sit eget højreorienterede parti, Forza Italia, som han stiftede i 1993.

Men han spillede også en stor rolle i italiensk fodbold, og han brugte sin enorme formue til at forvandle AC Milan til en europæisk stormagt.

Han ejede Milano-klubben fra 1986 til 2017, og i den periode vandt Milan otte hjemlige mesterskaber og sikrede sig flere Champions League-titler.

Året efter salget af Milano-klubben blev han klubejer i Monza, som under Berlusconi rykkede fra den tredjebedste række til Serie A.

Aftalen om salget af Monza indebærer, at 80 procent af aktierne overdrages i løbet af sommeren.

De resterende 20 procent overdrages senest i juni næste år.

Handlen er endnu et eksempel på den voksende interesse, amerikanske investorer har for italiensk fodbold.

8 af de 20 klubber, der var med i Serie A i 2024/2025-sæsonen, har amerikanske ejere.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden