Beskeden piratkaptajn uddeler roser trods personlig magtdemonstration

Nogle spillere er bare bedst, når der er mest på spil, og sådan er Aalborg Pirates' Julian Jakobsen skruet sammen. Han viste et tårnhøjt niveau i den fjerde DM-finale

Julian Jakobsen storspillede i fredagens DM-finale <i>Foto: Bo Lehm</i>

Julian Jakobsen storspillede i fredagens DM-finale Foto: Bo Lehm

HØRSHOLM:Julian Jakobsen har gang i noget, der må kandidere til hans bedste sæson nogensinde. Ikke alene var han forrygende under OL-turneringen, hvor dansk ishockey satte en ny standard. Nu er Aalborg Pirates-kaptajnen også i gang med at cementere sit navn i en sådan grad, at man på et tidspunkt skal overveje, om hans navn skal op at hænge ved siden af Ronny Larsens, Frederik Åkessons og Heinz Ehlers' under taget på Sparekassen Danmark Isarena. 

Julian Jakobsens præstation i fredagens svære udekamp mod Rungsted taler nemlig for sig selv. Han arbejdede som altid stenhårdt, men det insisterende arbejde blev denne aften toppet med nogle vigtige offensive aktioner. Det klare højdepunkt var et fremragende solomål til 2-0, men den altid beskedne kaptajn er hurtig til at styre rosen videre til holdkammeraterne, som var det en løs puck, der blev styret i mål.

- Det har sgu været en fornøjelse at spille med de to (Kabanov og Jeppe Jul Korsgaard). De knokler og spiller fysisk. Jeg ville nogle gange gerne, at vi spillede lidt mere puck, men jeg må bare rose de to. Kabanovs niveau kender vi alle, og Jeppe er virkelig vokset. Det er bare fedt, at vi får noget udbytte i en kamp som den her, siger Julian Jakobsen. 

Han er ikke i tvivl om, hvad nøglen bliver til at tage den fjerde og guldudløsende sejr. Belært af fredagens erfaringer står det lysende klart for kaptajnen. 

- Det her handlede meget om at styre vores følelser. Så længe vi var i kontrol og lod være med at dumme os, så var vi også bedst. Vi så også omvendt, hvad der sker, når vi tager en unødvendig udvisning, som vi gjorde, da Rungsted fik reduceret til 1-2, siger Julian Jakobsen. 

Netop dumme udvisninger er det rene gift mod et stærkt Rungsted-powerplay. Derfor var der heller uddelt ros til Dylan Steman, der fik en dum udvisning for et nakkedrag til en Rungsted-spiller lige foran den ene dommer. 

- Det var først og fremmest en rigtig dum udvisning, som kostede, og så virkede det som om, vi blev lidt febrilske, fordi vi skulle ind og gøre det godt igen og redde hele verden. Da de fik udlignet til 2-2, så kom der jo gang i hallen, efter den havde været stille i 40 minutter, siger Julian Jakobsen, der meget typisk for hans karakter gik forrest i det arbejde, der endte med at sikre sejren.

- Vi reagerer rigtig fint. Det er fortjent, at vi får scoret det afgørende mål i tredje periode. Cadeau til Rungsted. Det er et meget smart ishockeyhold, men vi havde en fornemmelse af, at vi blev mere dominerende, som tredje skred frem.  

Søndag kan det hele blive afgjort hjemme i Sparekassen Danmark Isarena.

- Det kommer igen til at handle meget om, at vi skal kontrollere vores følelser. Vi så i dag, hvad det betyder, hvis vi ryger ind i udvisningsboksen, så den skal vi nok prøve at holde os væk fra, siger Julian Jakobsen.

Den femte og potentielt afgørende DM-finale spilles søndag med kampstart klokken 15.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.