Bevæget Serena Williams taber og siger farvel til Toronto

Serena Williams bar følelserne uden på tøjet, da hun natten til torsdag tog afsked med Toronto.

Tårerne trillede hos Serena Williams, da hun var blevet hyldet i arenaen i Toronto. <i>Vaughn Ridley/Ritzau Scanpix</i>

Tårerne trillede hos Serena Williams, da hun var blevet hyldet i arenaen i Toronto. Vaughn Ridley/Ritzau Scanpix

Tirsdag meddelte Serena Williams, at hendes karrierestop nærmer sig med hastige skridt, og natten til torsdag sagde hun sit første farvel til tennisfansene.

Det skete ved WTA-turneringen National Bank Open i Toronto, hvor det 40-årige amerikanske ikon tabte klart til schweiziske Belinda Bencic i anden runde.

Efter nederlaget blev Serena Williams hyldet af publikum i Toronto, og afskeden blev en tårevædet omgang.

- Jeg elsker at spille her og har altid elsket det, sagde Serena Williams, mens hendes stemme meget tydeligt var ved at knække.

Serena Williams fortalte tirsdag i et stort interview med magasinet Vogue, at hun er parat til at "udvikle sig væk fra tennis", og ifølge mange medier kommer hun til at lægge ketsjeren på hylden efter US Open, som begynder 29. august.

Det har hun dog ikke bekræftet endegyldigt, men det var tydeligt i Toronto, at det ultimative karrierestop nærmer sig, og at mere end 20 år på topplan nærmer sig sin afslutning.

- Som jeg sagde i min artikel, så er jeg forfærdelig til at sige farvel. Men farvel, sagde Serena Williams til publikum i Toronto med en blanding af gråd og grin i stemmen.

Inden Serena Williams stiller op ved US Open, skal hun ifølge nyhedsbureauet AFP spille i Cincinnati i næste uge.

25-årige Belinda Bencic, som vandt kampen med cifrene 6-2, 6-4, var også påvirket af situationen.

- Det er overvældende. Det var en speciel oplevelse at være på banen med hende igen, sagde Bencic om sit formentlig sidste opgør mod Serena Williams.

Med sine 23 grand slam-titler i single er Serena Williams den mest vindende spiller hos kvinderne i den åbne æra.

Hun vandt sin første grand slam i 1999 ved US Open, hvor hun ifølge en række medier spiller sin sidste turnering i karrieren om nogle uger.

Desuden har Williams vundet OL-guld fire gange, tre af dem i double. I 319 uger har hun ligget nummer et på verdensranglisten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.