Sport

Bil påkører tyske cykelryttere og sender seks på hospitalet

To af de seks cykelryttere, der er blevet påkørt på Mallorca, vandt VM-bronze i Ballerup sidste år.

Benjamin Boos, her forrest ved VM i Ballerup sidste år, er en af de seks cykelryttere, der ligger på hospitalet efter at være blevet påkørt på Mallorca. (Arkivfoto)
Benjamin Boos, her forrest ved VM i Ballerup sidste år, er en af de seks cykelryttere, der ligger på hospitalet efter at være blevet påkørt på Mallorca. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Seks cykelryttere fra det tyske banelandshold er havnet på hospitalet, efter at de blev påkørt af en bil på Mallorca.

Det skriver German Cycling på sin hjemmeside mandag.

Ingen af de seks ryttere er i kritisk tilstand, men flere knogler er brækket hos et ukendt antal af rytterne.

Ulykken skete mandag morgen, da de seks ryttere var på træningstur på Mallorca. Ifølge German Cycling var det en formodet 89-årig mand, der overså gruppen af ryttere og kørte frontalt ind i dem.

Blandt de tilskadekomne er Benjamin Boos og Bruno Kessler, der i oktober sidste år var med til at vinde VM-bronze i Ballerup i disciplinen fire kilometer holdforfølgelsesløb, hvor Danmark vandt guld.

Derudover er der tale om den tidligere U23-europamester Tobias Buck-Gramcko, Max-David Briese, Moritz Augenstein og Louis Gentzik

German Cycling skriver, at de seks ryttere nu kan se frem til en længere pause.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden