Billing sikrer Napoli et vigtigt point i topkamp
Danske Philip Billing blev skiftet ind for Napoli og sørgede for 1-1 i Serie A-topkampen mod Inter.
Det lignede længe, at Inter skulle sejre i topkampen på udebane mod Napoli takket være en sand frisparksperle i første halvleg af Federico Dimarco. Men i de sidste minutter sørgede indskiftede Philip Billing for point til værterne.
Danskeren skrabede i det 87. minut bolden over stregen og gjorde det til slutresultatet 1-1.
Tidligere i opgøret havde Dimarco leveret en frisparksscoring, der i den grad var en topkamp værdig.
Venstrebacken drejede elegant bolden over muren og helt op i hjørnet, mens en chanceløs Alex Meret i Napoli-målet så passivt til.
Derfra trak Inter sig tilbage, og det blev en kamp uden de store højdepunkter, indtil Napoli-træner Antonio Conte sendte Billing på banen i jagten på en udligning, og den indskiftning endte med at give pote.
Tre minutter før tid dumpede bolden ned foran den langbenede dansker, der skulle bruge to forsøg på sende bolden i nettet.
Lørdagens optræden var den blot anden for Billing i den lyseblå trøje, og takket være hans udligning har Napoli fortsat snor i Inter i topkampen. Blot et point adskiller de to mesterskabsbejlere efter 27 spillerunder.
Inter styrede kampen fra indledningen, og da Dimarco i det 22. minut sparkede gæsterne i front, overlod de mere af initiativet til Napoli, der havde bolden meget, men ikke skabte de store målchancer.
Gæsterne stolede på holdets defensive organisation og stillede sig længere tilbage på egen banehalvdel, som kampen skred frem.
Det var tydeligt, at Napoli havde det svært mod det lavtstående Inter-hold. Så snart værterne nærmede sig gæsternes felt, blev der lukket af.
Billing blev med ti minutter tilbage bragt i spil, og Napoli gik samtidig over til at spille mere primitivt, og det virkede.
Danskeren blev spillet helt fri i feltet. Hans første forsøg blev afvist af Josep Martinez i gæsternes mål, men midtbanespilleren var vaks og skrabede sin egen returbold i kassen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.