Sport

Bister Arsenal-træner: Vi var bedre end PSG

Mikel Arteta mener, at Arsenal var meget bedre end PSG, men roste modstanderens keeper.

Mikel Arteta måtte se sit hold tabe i Paris.
Mikel Arteta måtte se sit hold tabe i Paris. Peter Cziborra/Ritzau Scanpix

Mikel Arteta havde efter onsdagens nederlag til Paris Saint-Germain meget svært ved at acceptere tingenes tilstand.

Arsenal missede Champions League-finalen med et samlet nederlag på 1-3 efter de to kampe i semifinalen. Men ifølge den spanske træner skulle englænderne have vundet.

- I lange perioder af begge kampe var vi meget bedre end dem, siger Mikel Arteta med et bistert ansigtsudtryk i et interview på Viaplay.

- Jeg synes ikke, der har været et bedre hold i turneringen. Vi havde fortjent meget mere i begge kampe, siger han.

Han mener, at Arsenal efter 20 minutter af onsdagens returopgør skulle have været foran 3-0 og påpeger, at PSG's bedste spiller var keeper Gianluigi Donnarumma. Underforstået: Arsenal skabte chancer nok.

- Når man ser på de to kampe, har deres bedste spiller været deres keeper. Han har gjort en forskel, og jeg synes, at vi var meget tæt på - meget tættere, end resultatet antyder, siger Mikel Arteta.

Declan Rice, som i ottende minut måtte se den lange keeper reagere lynhurtigt på en hård og velplaceret afslutning fra Martin Ødegaard, var også godt træt af Gianluigi Donnarummas arbejde mellem stængerne.

- Han leverede nogle utrolige redninger, og det skulle bare ikke være, siger Declan Rice, som generelt udviste lidt mere anerkendelse af modstanderen i sit interview, end Mikel Arteta gjorde.

Han mener dog, at det kunne være endt meget anderledes, hvis Arsenal havde slået kapital af det enorme overtag, englænderne havde i første halvdel af første halvleg.

- Vi skulle bruge lidt mere held. Hvis en af de chancer var gået ind, så havde kampen set helt anderledes ud.

- Helt ærligt, så synes jeg ikke, vi kunne have gjort meget mere. Sådan er fodbold. Vi er skuffede, men det skal ikke definere os. Vi kommer tilbage, siger Declan Rice.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden