Sport

Bizart VM-kollaps får dansk landstræner til at ryste på hovedet

Mikael Gath var ikke imponeret af amerikanernes attitude, da de satte en 5-1-føring over styr mod Norge.

Noah Steen fyrede for alvor op under Norges comeback, da han reducerede til 4-5 på en friløber ni minutter før tid.
Noah Steen fyrede for alvor op under Norges comeback, da han reducerede til 4-5 på en friløber ni minutter før tid. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Der er jubel i norsk ishockey efter nordmændenes utrolige comeback mod USA ved VM i Herning onsdag aften.

De undertippede skandinaver var helt nedspillet og bagud 1-5 i anden periode, men kæmpede sig tilbage til 5-5 og høstede dermed et højst uventet VM-point.

For Danmarks landstræner, Mikael Gath, var det dog ikke så meget den norske indsats, der faldt i øjnene. Han hæftede sig i stedet ved den måde, de amerikanske stjerner optrådte på.

- Skal man være helt ærlig, så handlede det nok ikke så meget om Norges præstation, men snarere om en ikkepræstation af USA, efter at amerikanerne var kommet foran 5-1. Men cool for Norge, siger Gath.

Han kalder amerikanernes attitude arrogant.

- Absolut. Hvis man må være så bramfri. Den kamp så ud til at være slut, og det tror jeg, at de amerikanske spillere også mente. De gik ned i intensitet, og så gik det sådan, siger Mikael Gath.

Kampen var interessant fra et dansk synspunkt, fordi Danmark møder netop Norge på lørdag.

De to rivaler kæmper som regel side om side i VM-tabellen, og set i det lys kan det være et dyrebart point, nordmændene fik tilkæmpet sig mod et hold, som Danmark tabte 0-5 til på VM's førstedag.

Men den norske overraskelse gør nu ikke Gath voldsomt bekymret.

- Jeg tror ikke, at det spiller en kæmpestor rolle for os, om Norge fik et point eller ej, siger han.

Pointet mod USA var Norges første i turneringen. Nordmændene skal i aktion næste gang fredag aften mod Schweiz.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden