ishockey

Bjorkstrand fik hul på bylden på flot danskerdag i NHL

Både Oliver Bjorkstrand, Lars Eller og Nikolaj Ehlers kom på tavlen i søndagens kampe i ishockeyligaen NHL.

Oliver Bjorkstrand bliver væltet af Edmonton Oilers' Ryan McLeod  i søndagens NHL-opgør.
Oliver Bjorkstrand bliver væltet af Edmonton Oilers' Ryan McLeod i søndagens NHL-opgør. Gaelen Morse/Ritzau Scanpix

Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand markerede sig på fornem vis med et mål og to oplæg, da Columbus Blue Jackets søndag besejrede Edmonton Oilers med 5-2 i NHL.

Danskeren stod for den udlignende scoring til 2-2 kort inde i tredje periode, efter at udeholdet havde bragt sig foran, inden han også lagde op til målene til både 3-2 og 5-2.

Scoringen var 27-årige Bjorkstrands første i 12 kampe. Han siger til nhl.com, at han er glad for at have fået hul på bylden.

- Det føles godt. Jeg har været lidt nede i en bølgedal. Når det sker, så prøver jeg at holde mit spil lidt mere simpelt og tage de små sejre. Det hjælper mit spil med at komme i gang, siger danskeren.

Sejren mod Edmonton Oilers var Columbus Blue Jackets' første i fem kampe. Den efterlader holdet på en tiendeplads i sin division i verdens bedste ishockeyliga.

Også danskerne Nikolaj Ehlers og Lars Eller viste sig frem i søndagens NHL-opgør.

I Washington bragte Lars Eller sit hold Capitals på sejrskurs ved at score til 2-1 hjemme mod Toronto Maple Leafs. Det viste sig dog at være forgæves, da udeholdet siden fik udlignet til 3-3 og senere vandt kampen i straffeslag.

Bedre gik det for Nikolaj Ehlers, der scorede det sidste mål for Winnipeg Jets i en hjemmesejr på 4-1 mod topholdet Colorado Avalanche.

Ud af de tre danskere er det i øjeblikket kun Lars Eller og Capitals, der på nuværende tidspunkt ligger til at kvalificere sig til slutspillet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden