Floorball

Blackhawks-herrer én sejr fra ny DM-finale

De forsvarende floorball-guldvindere fra Frederikshavn afviste et sulten Copenhagen-mandskab i to tætte semifinaler

Arkivfoto: Hans Ravn
Arkivfoto: Hans Ravn

FLOORBALL: De forsvarende danmarksmestre i floorball hos mænd er godt på vej mod en ny finale. Frederikshavn Black-hawks holdt styr på nerverne og vandt i weekenden to meget tætte semifinaler på hjemmebane mod Copenhagen.

Dermed mangler de blot én sejr i serien, der spilles bedst af fem, før den står på superfinale.

Lørdag måtte frederikshavnerene dog ud i forlænget spilletid, før de fik Copenhagen ned med nakken. Tidligt i 3. periode bragte Jonathan Velgaard ellers Blackhawks foran 5-2, men gæsterne kom flot tilbage på 5-5, så arbejdsdagen for hjemmeholdet blev forlænget.

4. periode var dog kun godt tre minutter gammel, da bolden kom ind bag Copenhagens keeper - ovenikøbet via én af dennes egne spillere. Selvmålet sikrede Blackhawks' sejren.

Søndag klarede Frederikshavn ærterne i ordinær tid. Det stod 2-2 efter de to første perioder, men blandt andet på to mål fra Dennis Torp kom hjemmeholdet foran 5-3. Det kunne Copenhagen ikke slå tilbage på, selvom de fik reduceret til slutresultatet 5-4 med 30 sekunder tilbage i Abildgaard Hallen.

De næste to kampe i semifinaleserien spilles i Valby næste weekend. Én sejr er altså nok for frederikshavnerne. Kun hvis begge kampene på Sjælland bliver tabt, kommer en femte kamp i spil. Her vil Blackhawks have hjemmebane.

Gå til relaterede emner

Forsiden