Bo Henriksens Mainz rykker tættere på Champions League
Mainz vandt 3-1 ude over Borussia Mönchengladbach og er nu nummer tre i Bundesligaen.
Det går forrygende for Bo Henriksen og bundesligaklubben Mainz i øjeblikket.
Fredag sikrede holdet sin fjerde sejr på stribe, da udekampen mod Borussia Mönchengladbach blev vundet med 3-1.
Sejren sender fynboens mandskab fra fjerde- til tredjepladsen i Bundesligaen, så det nu kun er mesterholdet Bayer Leverkusen og suveræne Bayern München, der har gjort det bedre end Mainz. Frankfurt kan generobre tredjepladsen på søndag.
Med det gunstige udgangspunkt før de sidste ni spillerunder virker det pludselig realistisk, at Mainz kan ende i top-4 og sikre sig en plads i Champions League. En femteplads kan muligvis også vise sig at være nok til en plads i Europas bedste klubturnering.
Det anslås, at Mainz har det 13.-største sportslige budget af Bundesligaens 18 hold, men siden Bo Henriksens ankomst for lidt over et år siden har klubben gang på gang trodset forudsætningerne og leveret stærke præstationer og gode resultater.
Fredagens sejr var ingen undtagelse. Mainz var påpasselige i defensiven og havde samtidig både held og skarphed i angrebsspillet.
I slutningen af en jævnbyrdig første halvleg tog holdet føringen. Paul Nebel var heldig med, at hans afslutning blev rettet af, så Gladbach-keeper Jonas Omlin ikke kunne nå ned til bolden.
Målet medførte skæve smil hos Bo Henriksen og Michael Silberbauer på sidelinjen.
Den danske trænerduo fik mere at juble over kort inde i anden halvleg.
Her øgede Dominik Kohr til 2-0 efter en dødbold og fejrede scoringen med en bold-under-maven-hilsen til sit ufødte barn.
Siden reducerede Gladbach, før Nadiem Amiri med et drømmehug bragte Mainz på 3-1.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.