Bo Zinck takker af i tilbudsregn: Her er succestrænerens plan

Bo Zinck fik ikke den afslutning, som han havde drømt om, men selve rejsen med Jammerbugt FC har været fantastisk

Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Da Bo Zinck satte sig til rette som ny cheftræner i Jammerbugt FC i sommeren 2017, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han ni halvsæsoner senere kunne forlade jobbet en oprykning og en masse succes rigere.

- Hvis du havde spurgt mig dengang, hvad målet var, så var det at etablere Jammerbugt FC i top seks i 2. division og forhåbentlig være med til at nedbringe klubbens gæld. Havde du sagt, at vi ville være gældfrie og spille med i 1. division, så havde jeg bare bedt dig om at drikke videre, siger Bo Zinck.

Den altid bramfrie tone og evnen til at sige tingene, som de er uden omsvøb - dog pakket ind i Bo Zincks egen underfundige humor - er en stor del af den karakter, der har været så afgørende for Jammerbugt FC’s store succes i de 4,5 år. Den nu forhenværende cheftræner forlader jobbet med oprejst pande. Der er nemlig tale en lang succeshistorie under Bo Zincks ledelse. Det tegnede dog ikke ligefrem til en sikker succes ved første øjekast.

- Vi lagde ud med en næsten ikonisk træningskamp mod Aarhus Fremad. Her kan jeg huske, at jeg bagefter tænke: Det var godt nok ikke noget særligt smart valg, du har foretaget her, siger Bo Zinck, der kom fra stor succes med Thisted FC.

Nogenlunde samme succes fik han dog hurtigt fundet frem sammen med spillertruppen i Jammerbugt FC.

- Vi havde en fin første sæson, og i den anden sæson, oprustede vi, fordi vi troede, at vi skulle rykke op. Derfor var det et antiklimaks, at vi ikke formåede at gøre det. I den tredje sæson kom corona, og det gjorde det til en anderledes oplevelse, men det var en meget afgørende oplevelse for, hvor vi står i dag, siger Bo Zinck.

- I marts 2020 vandt vi en meget vigtig kamp mod VSK Aarhus. Det betød, at vi kom med i oprykningsspillet, hvor vi nærmest gjorde rent bord. Det blev et afgørende afsæt for, at vi rykkede op i forrige sæson, for det burde ikke kunne lade sig gøre. Vi burde ikke rykke op, siger Bo Zinck.

Stik mod alle forudsigelser afleverer Bo Zinck Jammerbugt FC nord for nedrykningsstregen. Det er et punktum, som han selv er svært tilfreds med.

- Nu skal jeg jo passe på med at rose mig selv for meget, for vi er jo i Nordjylland, men jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle have gjort anderledes, for at gøre det bedre, end det vi har gjort her i 2021, siger Bo Zinck.

Fra forening til forretning

Jammerbugt FC blev i foråret købt af tyske Klaus-Dieter Müller, og han har skabt en masse ændringer med mange nye udenlandske spillere som det mest lysende eksempel på nye tider.

- Klubben er gået fra at være en forening til at være en forretning, og det er noget andet, men det er den vej det skal gå, hvis vi skal udvikle klubben. Vi har blandt andet fået en administration, og set i bakspejlet, så skulle vi jo have haft det for mange år siden, for det er en kæmpe opgradering, siger Bo Zinck.

Han har selv været frustreret over de mange nye spillere, der har gjort det til en gigantisk opgave at stå i spidsen for Jammerbugt FC i dette efterår.

Bo Zinck kommer ikke til at mangle nye jobmuligheder, hvis han en dag skal videre til en anden klub. Arkivfoto: Bente Poder

Bo Zinck kommer ikke til at mangle nye jobmuligheder, hvis han en dag skal videre til en anden klub. Arkivfoto: Bente Poder

- Det har da været et pres, og hvis du spørger mine omgivelser, så tror jeg også, at de vil sige, at de har mærket lidt på mig her i efteråret. Det ændrer dog ikke på, at jeg er meget stolt over det, vi som klub har opnået, siger Bo Zinck, der i den forbindelse sender en venlig tanke til hustruen Camilla.

- Jeg ved godt, at jeg måske skyder mig selv i foden her, men jeg kan konstatere, at det her ikke havde været muligt for mig at gennemføre, hvis jeg ikke havde fået fantastisk opbakning fra Camilla og resten af familien. De skal have en stor tak, for uden dem havde det her ikke været muligt, siger Bo Zinck.

- Jeg forsøger at tage min tørn, når jeg er hjemme, men der er ingen tvivl om, at Camilla nok tager det største slæb, siger Bo Zinck.

Det ligger i blodet

Der er også mange folk i klubben, der får en venlig tanke med på vejen.

- Jeg holdt en lang tale til vores afslutningsfest, der nærmest aflyste risalamanden. Her blev jeg nærmest nødt til at undskylde til resten af trænerteamet, fordi de har været nødt til at lægge øre til mine udbrud og mærkelige ideer, men det er jo den passion, der har båret mig, siger Bo Zinck.

Netop den passion kan ikke holdes nede, så der er ingen tvivl om, at man får Bo Zinck at se igen i rollen som træner. Spørgsmålet er bare, hvor og hvornår?

- Jeg tror ikke, der kommer til at gå så lang tid, for jeg kommer helt sikkert til at savne jobbet som træner. Jeg kommer til at savne det der med at skulle til eksamen, og jeg kommer til at savne den sidste træning op til en kamp. Derfor ved jeg også, at jeg skal ud at være træner igen på et tidspunkt. Heldigvis har jeg ikke manglet tilbud, siden det blev offentliggjort, at jeg stoppede som cheftræner, siger Bo Zinck.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden