Børsting stortrives i Norge: Har endelig fået én fast position

Frederik Børsting har stor succes i Norge, hvor han har fået en frisk start på sin fodboldkarriere

Frederik Børsting jubler her i sin AaB-tid, og nu jubler han over sin første tid som Brann Bergen-spiller. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Frederik Børsting jubler her i sin AaB-tid, og nu jubler han over sin første tid som Brann Bergen-spiller. Foto: Lars Pauli

BERGEN:- Kæft det regner meget heroppe, men ellers er det skønt. 

Ordene kommer fra den tidligere AaB-spiller Frederik Børsting, der nu slår sine folder i Brann Bergen. Det har han gjort siden skiftet i marts, og det har ubetinget været en succes for Frederik Børsting at få lidt luftforandring - selvom det indebærer ret mange regnvejrsdage. 

- Det har været lige det, jeg har håbet på. En stor del af årsagen til, at jeg skiftede fra AaB var, at jeg havde brug for at komme et sted hen, hvor man ikke allerede havde sat mig i bås. Derfor har det været godt for mig at komme til Brann, hvor ingen havde en holdning til mig, da jeg kom til klubben, siger Frederik Børsting.

- Her er der ikke en forventning om, at jeg bare er klubspiller. Det har været sundt for mig, at jeg skulle ud at bevise mig selv på ny, siger Frederik Børsting.

Skiftet er også forløbet godt udenfor banen, hvor Børsting og frue er faldet godt til i Norges næststørste by. 

- Det har også været spændende at komme til et nyt sted, hvor jeg ikke kendte noget til omgivelserne på forhånd. Både min kone og jeg er faldet godt til i Bergen, og vi har fået nogle gode venner, så også udenfor banen går det godt, selvom det lige tog lidt tid at få det hele på plads. Lad os bare sige, at det norske system ikke arbejder helt så effektivt som det danske, siger Frederik Børsting, der både personligt og kollektivt har oplevet stor succes siden sit skifte til en af norsk fodbolds sovende kæmper. 

Det var en stor sag, da Brann Bergen sidste efterår bookede en nedrykning til den næstbedste norske række. Det er næsten at sammenligne med AGF's ture ned i den danske 1. division. Det burde ikke ske. 

- Det her er en kæmpe klub. Der er store forventninger til os, og der er en enorm interesse fra omgivelserne. Der er mange fans, der følger os både på hjemmebane og udebane. Da vi havde vundet den første kamp i sæsonen, var der flere medier, som allerede mente, at vi var rykket op, så der er også et pres, men det er bare fedt, siger Frederik Børsting, der var med til at vinde den seneste kamp 3-0 over Kongsvinger. Den kamp blev overværet af mere end 9000 tilskuere.

Cirka halvvejs gennem sæsonen har Børsting og Brann opbygget et forspring på 11 point til nummer to i tabellen, og man har endnu til gode at prøve at tabe en kamp. Dermed tyder alt på, at han kommer til at gøre Magnus Christensen selskab i Tippeligaen i næste sæson. 

- Sportsligt er det gået helt upåklageligt. Jeg har fået masser af spilletid, men vigtigst af alt, så klarer vi os fremragende som hold. Det ligner en oprykning, men det er bestemt ikke let, for stort set samtlige modstandere stiller sig ned i 5-4-1, og så skal vi prøve at bryde dem op. Det er ellers en meget mere livlig form for fodbold, som man spiller her i Norge. Det er ikke så fastlåst som i Danmark. Det er bare ud over stepperne, og det passer mig meget godt, siger Frederik Børsting. 

- Umiddelbart tror jeg, at spillet i Tippeligaen vil passe mig lidt bedre, for så vil vi nok have mere plads, hvis vi rykker op. 

Med tanke på Børstings store løbekapacitet og lyst til at smadre ind i alle de nærkampe han kan finde i miles omkreds, så er det måske ikke lige lavtstående modstanderhold, der er livretten, men det er alligevel blevet til et par scoringer fra Børsting, der nu er mere eller mindre permanent placeret på højrekanten. 

- Jeg har stadig en ambition om at komme til at spille centralt en dag, men vi har mange dygtige centrale spillere, og jeg har det så fint med at spille på kanten. Det er bare dejligt, at jeg har fået en fast position at forholde mig til. Det er bare nemmere at forholde sig til at skulle spille en enkelt position, og det gør, at jeg forhåbentlig kan dygtiggøre mig her, så jeg kan udvikle mig. Det er som sagt lidt nemmere, når det er på én position, at jeg skal spille, siger Frederik Børsting. 

Nu er han så Brann Bergen-spiller, hvilket betyder, at "Superpøleren" nu kan indtage rollen som ægte AaB-fan. 

- Jeg er - og vil altid være AaB-fan. Jeg forsøger at følge så meget med i AaB, som jeg overhovedet kan. Jeg har også set alle de træningskampe, som jeg kunne, og jeg har set alle turneringskampene. AaB vil altid have en speciel plads i mit hjerte, siger Frederik Børsting, der ligesom alle andre AaB-fans krydser fingre for, at det snart vender for det nordjyske fodboldflagskib, der sejler for pointmæssig nedsat fart lige nu.   

Og så tilbage til regnen. Bergen er et af de steder på kloden, hvor der regner mest, men Frederik Børsting har faktisk ikke det store problem med de mange regndråber. 

- Det gør mig ikke det store. Jeg ville nok også bare brænde helt sammen, hvis jeg boede et sted, hvor der er for meget sol. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.