Boilesen savnede mod fra FCK i afklapsning
FCK fik ikke et ben til jorden mod PSV Eindhoven, der tog hjem fra Parken med en sejr på 4-0.
FC København scorede fire mål og ydede god modstand mod PSV Eindhoven for en uge siden, men torsdag aften var forskellen på holdene stor.
PSV tog fra mødet med Superligaens førerhold med en sejr på 4-0 og en billet videre i Conference League, og det kan københavnerne takke sig selv for, mener forsvarsspilleren Nicolai Boilesen.
- Dernede viste vi mod til at spille. Vi fik bevist, at PSV er et medgørligt hold, når de ikke har bolden. Men det formåede vi slet ikke at udnytte i dag.
- At de fik kreeret chancer, er et dygtigt hold og ramte dagen, er én ting, men jeg er mest skuffet over, at vi ikke havde modet i første halvleg til at byde dem op til dans. Det er nok det, jeg er mest frustreret over, siger han efter torsdagens ydmygelse.
Forventningerne var ellers skruet højt op i et feststemt Parken med over 30.000 tilskuere, hvoraf klart størstedelen havde hjemmeholdet som favorit.
Men det gør ikke skuffelsen større, mener den tidligere Ajax-spiller.
- Om vi spiller foran 500 eller 30.000 på hjemmebane, hører det heldigvis sjældenhederne til at tabe 4-0. I hvert fald i min karriere. Det er aldrig sjovt. Men jeg fokuserer ikke på, hvad de har gjort, men hvad vi kunne gøre bedre, siger Boilesen.
Der er to årsager til, at det gik helt galt torsdag aften, mener cheftræner Jess Thorup.
- Et, fordi vi ikke ramte det niveau, vi alle sammen havde håbet på, og to, fordi vi mødte et rigtig stærkt hold.
- Vi formåede ikke at sætte vores spil, som vi gerne ville, og som vi gjorde i Holland, forklarer Thorup.
FC København kan se tilbage på en lang europæisk sæson, der allerede startede med de første kvalifikationskampe i juli sidste år.
Det lykkedes holdet at stryge gennem kvalifikationen og slutte gruppespillet som nummer et før de to knockoutkampe mod PSV.
Samlet set blåstempler Thorup de europæiske meritter de seneste otte måneder.
- Vores europæiske kampagne kan vi et eller andet sted være stolte over. Vi ramte ikke vores eget niveau i dag, og vi så også, hvad det er for et hold, vi gerne vil måle os med, siger han.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.