Fodbold

Bosnien-Hercegovina udsætter omstridt kamp mod Rusland

Træningskampen mellem Bosnien-Hercegovina og Rusland bliver alligevel ikke til noget i denne omgang.

Pjanic (til venstre) og holdkammeraterne skal alligevel ikke møde Rusland i en landskamp i november. (Arkivfoto).
Pjanic (til venstre) og holdkammeraterne skal alligevel ikke møde Rusland i en landskamp i november. (Arkivfoto). Elvis Barukcic/Ritzau Scanpix

Bosnien-Hercegovina fik stor kritik for at arrangere en træningskamp mod Rusland, mens store dele af fodboldverdenen fryser russerne ude efter invasionen af Ukraine.

Nu bliver mødet, der skulle have fundet sted 19. november, alligevel ikke til noget.

Fodboldforbundet i Bosnien-Hercegovina oplyser på sin hjemmeside, at det er udskudt til "en fremtidig dato" uden at præcisere hvornår.

Det oplyses heller ikke, hvorfor kampen i første omgang er droppet.

Det mødte stor kritik i ind- og udland, da det bosniske forbund i september offentliggjorde, at landet skulle møde Rusland i en fodboldkamp.

Blandt andet sagde midtbanespilleren Miralem Pjanic, der tidligere har spillet for Juventus og FC Barcelona, at beslutningen gjorde ham "mundlam".

Landskampen skulle afvikles dagen inden VM i fodbold. Her er Rusland ikke med, da landet på grund af krigen i Ukraine blev udelukket fra at deltage i en playoffturnering mod Sverige, Polen og Tjekkiet.

Rusland appellerede Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) beslutning om at udelukke russerne fra al international fodbold til Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Rusland fik ikke medhold.

Russerne havde ikke spillet en international kamp siden november sidste år, før holdet i september vandt 2-1 over Kirgisistan i en testkamp.

Heller ikke i den kommende EM-kvalifikation er Rusland med.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden