Bosnisk testkamp mod Rusland gør midtbanestjerne mundlam

Miralem Pjanic er ikke enig i Bosnien-Hercegovinas beslutning om at møde Rusland i en fodboldlandskamp.

Miralem Pjanic (blå trøje) er en af de største stjerner på det bosniske landshold, men han er imod idéen om at møde Rusland i en testkamp. (Arkivfoto). <i>Vesa Moilanen/Ritzau Scanpix</i>

Miralem Pjanic (blå trøje) er en af de største stjerner på det bosniske landshold, men han er imod idéen om at møde Rusland i en testkamp. (Arkivfoto). Vesa Moilanen/Ritzau Scanpix

Rusland har været bandlyst fra international fodbold, siden landet invaderede Ukraine i slutningen af februar.

Men nu har russerne fået en håndsrækning fra Bosnien-Hercegovina, som fredag offentliggjorde, at bosnierne stiller op til en testkamp landene imellem.

Det falder ikke i god jord hos midtbanespilleren Miralem Pjanic, der tidligere har spillet for Juventus og FC Barcelona.

- Det er ikke en god beslutning. Jeg er mundlam, siger han ifølge dpa til bosniske medier.

- I det nationale fodboldforbund ved de, hvad min holdning til det her er.

Testkampen skal spilles 19. november. Dagen efter begynder VM i fodbold. Her er Rusland ikke med, da landet på grund af krigen blev udelukket fra at deltage i en playoffturnering mod Sverige, Polen og Tjekkiet.

Rusland appellerede Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) beslutning om at udelukke russerne fra al international fodbold til Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Rusland fik ikke medhold.

Bosnien-Hercegovinas kontroversielle træningskamp møder også kritik hos Benjamina Karic, der er borgmester i hovedstaden Sarajevo.

- Sarajevo, som er den by, der har været længst tid under belejring af aggressorer, og jeg som borgmester fordømmer det nationale fodboldforbunds beslutning om at spille en venskabskamp mod Rusland.

- Hvis ikke beslutningen omgøres, vil vi stoppe samarbejdet med fodboldforbundet, som ellers har været frugtbart, skriver hun på sociale medier.

Rusland har ikke spillet en international kamp siden november sidste år, men skal senere på måneden møde Kirgisistan, mens Iran venter i endnu en testkamp i november.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.