Boston Celtics nupper endnu en sejr i NBA-finaleserie

Boston Celtics besejrer Golden State Warriors 116-100 i tredje kamp af finaleserien i basketball-ligaen NBA.

Celtics' Jayson Tatum (til højre i billedet) bidrog til hjemmeholdets sejr med 26 point, da det slog Golden State Warriors i tredje kamp af NBA-finaleserien. <i>Winslow Townson/Ritzau Scanpix</i>

Celtics' Jayson Tatum (til højre i billedet) bidrog til hjemmeholdets sejr med 26 point, da det slog Golden State Warriors i tredje kamp af NBA-finaleserien. Winslow Townson/Ritzau Scanpix

Tidligt torsdag morgen dansk tid rykkede Boston Celtics endnu et skridt tættere på at vinde mesterskabet i den bedste nordamerikanske basketball-liga, NBA.

Favoritterne fra delstaten Massachusetts fejede Golden State Warriors af banen med 116-100.

Dermed tager Boston Celtics en 2-1-føring i finaleserien. Serien bliver spillet bedst ud af syv kampe, og dermed er det altså det hold, som først besejrer det andet fire gange, som løber med guldet.

De to hold møder hinanden på TD Garden i Boston igen natten til lørdag dansk tid, inden de støder sammen på Golden State Warriors' hjemmebane, Chase Center i San Francisco, natten til tirsdag.

Celtics så klart bedst ud i store dele af kampen.

Holdet kom bedst ud af de to første perioder med pointdifferencer på henholdsvis 33-22 og 35-34. I tredje periode fik Golden State Warriors indhentet lidt af det forsømte og kom ud af perioden bare fire point efter Celtics.

Men også i kampens fjerde og sidste periode var Celtics stærkest. Her fik hjemmeholdet lukket og slukket med en 23-11-sejr i perioden, som gav det samlede resultat 116-100.

Golden State Warriors-stjernen Steph Curry gjorde ellers fin figur med 31 point og 4 rebounds. Hele seks gange gik han op og lavede tre point for Golden State.

Og trods hvad der lignede en skade i venstre ben, blev Curry på banen, til buzzeren lød over højttalerne.

Hjemmeholdet blev båret til sejren af duoen Jaylen Brown og Jayson Tatum. Brown lavede 27 point, mens Tatum lavede 26.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden