Boston Celtics slår Miami Heat og stryger i NBA-finalen

Efter en sejr på 100-96 over Miami Heat står det klart, at det er Boston Celtics, der skal spille NBA-finale.

Boston Celtics har efter en sejr over Miami Heat vundet den østlige del af basketligaen NBA. Natten til fredag dansk tid venter den første finalekamp mod Golden State Warriors. <i>Andy Lyons/Ritzau Scanpix</i>

Boston Celtics har efter en sejr over Miami Heat vundet den østlige del af basketligaen NBA. Natten til fredag dansk tid venter den første finalekamp mod Golden State Warriors. Andy Lyons/Ritzau Scanpix

Det bliver Boston Celtics, der skal møde Golden State Warriors i finalen af den nordamerikanske basketliga NBA.

Det står klart, efter at Boston Celtics slog Miami Heat på udebane natten til mandag dansk tid.

De to hold spillede den syvende og afgørende kamp om en plads i finalen, og det blev Boston Celtics, der trak sig sejrrigt ud af det opgør med 100-96.

Dermed vandt Boston Celtics med 4-3 i kampe. Det er første gang siden 2010, at Boston Celtics er i finalen. Holdet har ikke vundet titlen siden 2008.

Boston Celtics er tre gange i de seneste fem sæsoner røget ud i semifinalen i NBA, der er delt op i den østlige og vestlige turnering. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Vinderne af hver af de to turneringer er dem, der mødes i finalen.

- At komme over den her pukkel med de her mennesker betyder alt. Der var ikke mange, der troede på os, men det løste sig, siger Jayson Tatum, der spiller for Boston Celtics, ifølge AFP.

Han sikrede sit hold 26 point i kampen. Han er blevet udnævnt som sæsonens bedste i den østlige del af ligaen, og han kalder søndagens kamp den bedste i karrieren.

- Vi er ikke tilfredse. Vi har stadig lang vej at gå. Vi ved, at vi har en hård opgave foran os. Den ser jeg frem til, siger Jayson Tatum.

Kampen topscorer blev Jimmy Butler fra Miami Heat med 35 point. Miami Heat-træner Erik Spoelstra var ærgerlig efter nederlaget.

- Det er en af de værste følelser i verden at gå i omklædningsrummet efter sådan en kamp. Det er hjerteskærende, når det ender sådan, siger Erik Spoelstra.

Den første af op til syv finalekampe, som Boston Celtics skal spille mod Golden State Warriors, indledes natten til fredag dansk tid.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden