Brækket albue efter hård tackling gør NBA-træner vred

Memphis Grizzlies benyttede sig af hårdt fysisk spil og flyvende tacklinger i sejr over Golden State Warriors.

Memphis Grizzlies-forward Dillon Brooks (til højre) kom blæsende ind i Golden State Warriors-spilleren Gary Payton II, som røg i gulvet og brækkede albuen. <i>Brandon Dill/Ritzau Scanpix</i>

Memphis Grizzlies-forward Dillon Brooks (til højre) kom blæsende ind i Golden State Warriors-spilleren Gary Payton II, som røg i gulvet og brækkede albuen. Brandon Dill/Ritzau Scanpix

Det så voldsomt ud, da Gary Payton II blev sendt i gulvet efter en hård tackling i NBA-slutspillet natten til onsdag dansk tid.

Basketballspilleren fra Golden State Warriors var på vej mod kurven, da Dillon Brooks fra Memphis Grizzlies kom flyvende fra siden og forsøgte at forhindre en scoring.

Brooks ramte dog ikke bolden, men i stedet hamrede han en arm ind i ansigtet på Gary Payton II, som landede hårdt på halgulvet og tog sig til albuen i smerte.

Memphis Grizzlies endte med at vinde hjemmekampen 106-101, og der var efterfølgende fokus på tacklingen fra Dillon Brooks.

Golden State-træner Steve Kerr bekræftede efter kampen, at Gary Payton II har brækket albuen. Træneren mente, at modstanderne spillede beskidt.

- Der er en uskreven regel i ligaen, som spillerne overholder, og som siger, at du aldrig sætter en spillers sæson eller karriere i fare og tager en modstander ud af spillet, mens han er i luften, ved at ramme ham i ansigtet og i sidste ende brække Garys albue.

- Dillon Brooks brød reglen. Det er sådan, jeg ser det, siger Steve Kerr.

Skaden opstod efter blot tre minutter, og Dillon Brooks blev smidt ud for forseelsen.

Topscorer i kampen blev Ja Morant med hele 47 point. Det var hans højeste antal point i en kamp i slutspillet i karrieren.

Med sejren udlignede Memphis Grizzlies til 1-1 i anden runde i slutspillet, der svarer til kvartfinalen. Der spilles bedst af syv kampe.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.