Braithwaite fik La Liga-comeback i Barcelonas opvisning

Offensiven rullede sig ud, da FC Barcelona bankede Osasuna med 4-0. Martin Braithwaite blev skiftet ind.

Ferrán Torres fejrer sit andet mål i Barcelonas stensikre sejr over Osasuna. <i>Albert Gea/Reuters</i>

Ferrán Torres fejrer sit andet mål i Barcelonas stensikre sejr over Osasuna. Albert Gea/Reuters

FC Barcelonas offensiv rullede sig ud og dominerede totalt midterholdet Osasuna søndag aften.

4-0 vandt Barcelona på hjemmebane efter blandt andet to scoringer af offensivspilleren Ferrán Torres.

Den danske angriber Martin Braithwaite blev skiftet ind til de sidste ti minutter plus tillægstid. Det var hans første minutter i La Liga siden august, hvor han blev skadet efter en ellers lovende sæsonstart.

Braithwaite vendte i januar tilbage med spilletid i en pokalkamp, men har de seneste måneder varmet bænk eller været helt ude af truppen.

Barcelona er efter sejren oppe på 12 ligakampe i træk uden nederlag. Stimen indeholder otte sejre og fire uafgjorte.

I tabellen er Barcelona på tredjepladsen og har stadig 13 point op til rivalen og førerholdet Real Madrid, der mandag gæster Mallorca.

Herefter har Real Madrid fri frem til søndag, hvor netop Barcelona kommer på besøg til sæsonens andet El Clasico. Barcelona spiller torsdag returkamp mod Galatasaray i Europa League.

Barcelona afgjorde kampen mod Osasuna på 13 gyldne minutter i første halvleg, hvor opgørets første tre scoringer faldt.

Først omsatte Ferrán Torres stensikkert et straffespark efter 14 minutter, og kort efter øgede den tidligere Manchester City-spiller også til 2-0 efter godt opspil og en kølig afslutning.

Franske Ousmane Dembélé assisterede den anden træffer, og efter 27 minutter leverede han også et indlæg, som Pierre-Emerick Aubameyang prikkede i nettet til 3-0.

Barcelona satte tempoet ned i anden halvleg, hvor indskiftede Riqui Puig efter 75 minutter udnyttede en ripost efter sit eget skudforsøg og scorede til 4-0.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.