Brandvarm argentiner sparker Atlético på førstepladsen
Et Real Madrid-nederlag tidligere lørdag sørgede for, at Atlético Madrid kunne snuppe førstepladsen.
Julian Alvarez er et forrygende våben i Atlético Madrids arsenal i øjeblikket, og lørdag aften skød han med skarpt igen.
Den argentinske angriber blev for en gangs skyld brugt som indskifter, og da han kom på banen, kvitterede han nærmest omgående med en scoring.
Fuldtræfferen betød, at Atlético på hjemmebane slog Athletic Club fra Bilbao med 1-0, og nu er Diego Simeones tropper alene i toppen af La Liga.
Tidligere lørdag tabte Real Madrid nemlig med 1-2 til Real Betis, og det betød, at Atlético altså kunne overtage førstepladsen med en sejr i den sene lørdagskamp.
Klubben har nu to point ned til FC Barcelona og Real Madrid. Barcelona har dog en kamp i hånden og kan tage førstepladsen med en sejr over Real Sociedad søndag.
Det afgørende mål faldt efter 66 minutter, da Marcos Llorente med en perfekt pasning sendte Julian Alvarez mod mål i en friløber. Argentineren viste koldblodighed og scorede så let som ingenting.
Det holdt dog hårdt for Atlético, som efter scoringen kom under hårdt pres. For eksempel sendte Athletic Club bolden på træværket to gange i samme angreb kort tid efter målet.
Og få minutter senere høvlede Iñaki Williams bolden på overliggeren efter et frispark.
Atlético-defensiven vaklede - især på dødbolde. Men værterne holdt stand og trak sig sejrrigt ud af opgøret.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.