Sport

Brighton sparker Chelsea ud af FA Cup

Brighton kom tidligt bagud, men hankede op i sig selv og sendte Chelsea ud af FA Cup.

Kaoru Mitoma scorede sejrsmålet for Brighton.
Kaoru Mitoma scorede sejrsmålet for Brighton. Paul Terry/Ritzau Scanpix

Det begyndte godt for Chelsea, men sluttede skidt.

Lørdag aften kom London-klubben foran allerede efter fem minutter i FA Cup-kampen mod Brighton, men klubben fra Englands sydkyst slog tilbage og vandt 2-1.

Dermed er Chelsea ude og Brighton videre til ottendedelsfinalerne i den mest prestigefyldte af de engelske pokalturneringer.

Chelseas føringsmål til 1-0 var mildest talt komisk. Cole Palmer sendte bolden ind mod Brighton-keeper Bart Verbruggen, som helt uprovokeret fumlede bolden i eget net.

Verbruggen kunne ånde lettet op, da hans holdkammerater allerede syv minutter senere bragte Brighton tilbage i dysten.

Joël Veltman krøllede kuglen ind foran mål, hvor Georginio Rutter med panden styrede den meget kontrolleret ind i netmaskerne uden chance for Chelsea-keeper Robert Sánchez.

Rutter var på spil igen i anden halvleg, da opgøret blev afgjort.

Han sparkede bolden hårdt frem i brystet på Kaoru Mitoma, der meget fikst tog den med videre og vippede den over Robert Sánchez til 2-1.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden