Sport

Britisk wildcard-spiller når semifinalen ved Wimbledon

Arthur Fery, der er nummer 114 i verden, er klar til semifinalen på hjemmebane ved Wimbledon.

Arthur Fery havde Centre Court med sig, da han onsdag spillede sig i semifinalen ved Wimbledon.
Arthur Fery havde Centre Court med sig, da han onsdag spillede sig i semifinalen ved Wimbledon. Andrew Couldridge/Reuters

Opdateret kl. 19:13

Den britiske wildcard-spiller Arthur Fery er klar til semifinalen ved Wimbledon.

I kvartfinalen foran hjemmepublikummet slog han Flavio Cobolli, verdens nummer ti, med 6-4, 7-6, 6-0.

23-årige Fery er rangeret som nummer 114 på verdensranglisten og deltager ved Wimbledon for første gang i karrieren.

- Det bliver bedre og bedre for hver kamp. Det er utroligt. Jeg kan slet ikke tro det, siger Arthur Fery efter sejren ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er første gang i 25 år, at en herrespiller, der har fået et wildcard, når semifinalen ved grand slam-turneringen i London.

Dengang gik Goran Ivanisevic hele vejen og vandt turneringen.

I semifinalen venter nu Alexander Zverev for Arthur Fery. Tyske Zverev vandt i juni French Open og er nummer tre i verden.

I sin kvartfinale vandt Zverev over amerikanske Taylor Fritz i tre sæt.

Arthur Fery skulle også kun bruge tre sæt på at sende italienske Cobolli ud af turneringen.

De fulgtes ad i første sæt frem til 5-4, hvor Arthur Fery fik sin første mulighed for at bryde Cobolli. Han slog til og vandt sættet.

Begge spillere formåede at bryde hinanden en enkelt gang i andet sæt, der skulle afgøres i en tiebreak, som Fery sejrede i på sin anden sætbold.

Herefter gik luften ud af Cobollis ballon. Fery cruisede sikkert gennem tredje sæt, hvor han ikke afgav et eneste parti.

I Wimbledons anden semifinale mødes verdensetteren Jannik Sinner og den 39-årige stjerne Novak Djokovic.

Hos kvinderne skal tjekkiske Linda Noskova og ukrainske Marta Kostyuk mødes i semifinalen, efter de begge vandt deres kvartfinale i to sæt onsdag over henholdsvis Elise Mertens og Jasmine Paolini.

Den anden semifinale bliver et opgør mellem Karolina Muchova og Coco Gauff.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden