Brøndby-chef giver røde kort en del af skylden for nedtur
Brøndby har ikke vundet i fire kampe i streg i Superligaen, efter at holdet søndag tabte 0-3 til Silkeborg.
De forsvarende mestre fra Brøndby IF har ikke vundet i Superligaen i de seneste fire kampe, og ej heller er det lykkedes holdet at score i de seneste tre kampe.
Efter søndagens ydmygende 0-3-nederlag til Silkeborg IF er holdet desuden gledet ud af top-3.
I midten af første halvleg modtog Brøndbys midtbanespiller Josip Radoševic et direkte rødt kort, hvorfor holdet blev tvunget til at spille en stor del af kampen i undertal.
Det samme skete for et par uger siden, da Brøndby tabte 0-3 hos AaB. Dengang var det forsvarsspilleren Henrik Heggheim, der måtte tidligt i bad.
Cheftræner Niels Frederiksen mener, at udvisningerne er en stor del af forklaringen på Brøndbys nedadgående formkurve.
- Det er rigtigt, at vi ikke har scoret i tre kampe i streg, men man skal også huske på, at vi i to af kampene har spillet i undertal.
- Det er ikke hele forklaringen, men det kunne være en del af den. Det er trods alt sværere at score, når man spiller med en mand i undertal, siger Frederiksen.
For lidt over en måned siden stod Brøndby ellers med en stime på ni sejre i træk i Superligaen.
Efter kampen mod Silkeborg erkender Niels Frederiksen dog, at holdet var heldig med at have marginalerne med sig i den periode, og at det nok ikke havde set sådan ud, hvis man havde mødt flere hold fra den øverste del af tabellen.
- Vi må være ærlige og sige, at når vi startede forårssæsonen med tre sejre, så var det jo imod FC Nordsjælland, der ligger tredjesidst i ligaen, og mod Sønderjyske, der ligger sidst. Og så spillere vi en kamp her mod Silkeborg, hvor vi var i store, store problemer, men faktisk vandt.
- Vi har lidt udfordringer med at finde vores niveau, når vi møder de bedste hold. Det er vel det, jeg kan konkludere, som situationen er lige nu.
- Vi må bare konstatere, at det svinger en lille smule op og ned, og så må vi bare være ærlige og sige at i den stime, der havde vi nogle marginaler med os. Og lige nu går de marginaler imod os.
Brøndby har chancen for at revanchere seneste ugers dårlige præstationer, når det forsvarende mesterhold i næste runde af Superligaens mesterskabsspil tager imod AaB, der i denne runde har overtaget tredjepladsen fra netop Brøndby.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.