Sport

Brøndby-direktør om fanprotester: Helt uacceptabelt

Ole Palmå kalder Brøndby-tilhængeres aktion i Odense "under al kritik" og frygtede at blive taberdømt.

Brøndby-tilhængerne demonstrerede mod sene spilletidspunkter ved at smide tennisbolde og andre genstande ind på banen i Odense.
Brøndby-tilhængerne demonstrerede mod sene spilletidspunkter ved at smide tennisbolde og andre genstande ind på banen i Odense. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Brøndby IF's administrerende direktør, Ole Palmå, tager skarpt afstand fra de fanprotester, der fik dommeren til at afbryde mandagens superligakamp mod OB kort inde i anden halvleg.

Fra Brøndbys fanafsnit væltede det ind på banen med tennisbolde og andre genstande. Dommer Frederik Svendsen stoppede midlertidigt kampen og sendte spillerne ud i spillertunnelen.

- Det er totalt ødelæggende for os. Vi lænede os op ad at havne i en situation, hvor vi kunne blive taberdømt. Det er helt uacceptabelt, siger Ole Palmå til TV 2 Sport.

Tilskuernes aktion var angiveligt en protest mod sene kamptidspunkter i Superligaen. "Uden os, intet tv-guld", stod der på et banner på Brøndby-tribunen.

Fire gange i denne sæson er en Brøndby-kamp blevet fløjtet i gang klokken 20, og også holdets næste to kampe begynder på det sene tidspunkt.

Klubbens direktør er dog helt uenig i måden, tilhængerne viste deres utilfredshed på.

- Den måde at aktionere på er under al kritik. Det går ud over klubben. Det går ud over medfans, det skader os på alle mulige måder. Det er ikke en måde at kommunikere på, siger Ole Palmå.

Kampen var stoppet i cirka fem minutter. Under afbrydelsen blev Brøndby-spillerne Daniel Wass og Sean Klaiber sendt over til fantribunen for at forsøge at tale tilhængerne til ro.

- Vi vil gerne spille fodbold. Dommeren var klar og tydelig. Han sagde til os, at fansene bliver nødt til at opføre sig ordentligt, og ellers vil kampen blive aflyst. Det var der ingen, der havde lyst til, siger Sean Klaiber til TV 2 Sport.

Brøndby vandt kampen mod OB med 4-1.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden