Fodbold

Brøndby kan ende i Bulgarien og Irland - Viborg trækker PL-klub

Brøndby kan komme til at møde CSKA Sofia eller St. Patrick's Athletic. Viborg kan løbe ind i West Ham.

Brøndby slog polske Pogon Szczecin med 4-0 i returkampen i Conference League-kvalifikationens anden runde.
Brøndby slog polske Pogon Szczecin med 4-0 i returkampen i Conference League-kvalifikationens anden runde. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:30

CSKA Sofia fra Bulgarien eller St. Patrick's Athletic fra Irland.

En af de to klubber bliver Brøndbys modstander i Conference League-kvalifikationens afgørende playoffrunde, hvis klubben lykkes med at eliminere schweiziske FC Basel i tredje runde.

Det står klart, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag har trukket lod i sit hovedkvarter i Nyon i Schweiz.

Også Viborg var med i bowlen, da der blev trukket lod, og klubben får meget hård modstand, hvis den slår færøske B36 fra Torshavn ud i tredje runde.

Op af hatten kom således Premier League-klubben West Ham, der i sidste sæson sluttede på syvendepladsen i den bedste engelske række.

Brøndbys mulige modstander CSKA Sofia sluttede i sidste sæson som nummer to i den bulgarske liga efter Ludogorets. I Irland følger turneringen kalenderåret, og her ligger St. Patrick's Athletic lige nu på fjerdepladsen.

Brøndbys næste europæiske opgør venter torsdag i denne uge, hvor FC Basel kommer til den københavnske vestegn. Viborg får færøsk besøg onsdag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden