Fodbold

Brøndby kan få schweizisk skrækmodstander i Conference League

Brøndby skal måske møde Basel, hvis holdet avancerer i Conference League, mens Viborg kan ende på Færøerne.

Brøndby skal formentlig forbi Basel, hvis vestegnsklubben skal ende i gruppespillet i Conference League. (Arkivfoto)
Brøndby skal formentlig forbi Basel, hvis vestegnsklubben skal ende i gruppespillet i Conference League. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:37

Brøndby kan ende med at skulle møde den schweiziske storklub Basel, hvis vestegnsklubben klarer skærene i anden runde af kvalifikationen til Conference League.

Mandag blev der trukket lod til tredje runde, og her blev det altså bestemt, at Brøndby muligvis skal møde Basel. Det vil kræve, at Brøndby slår polske Pogon Szczecin, og at Basel vinder over Crusaders fra Nordirland.

Basel var på papiret den sværeste modstander, blandt dem Brøndby kunne ende med at skulle møde.

Holdet rangerer som nummer 29 på Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) koefficientliste, hvor Brøndby er nummer 140, men skal altså lige slå nordirske Crusaders for at kunne ende med at stå over for Brøndby.

Viborg fik også en smule klarhed over, hvem holdet kan ende med at møde. Hvis midtjyderne går videre fra mødet med Suduva fra Litauen, venter enten B36 Torshavn fra Færøerne eller Tre Fiori fra San Marino i tredje kvalifikationsrunde.

Brøndby og Viborg spiller sine første kampe mod Pogon Szczecin og Suduva torsdag. Begge danske hold starter på udebane, inden der er returkampe i Danmark næste torsdag 28. juli.

Tidligere mandag blev det afgjort, at FC Midtjylland skal møde portugisiske Benfica, hvis det lykkes at slå AEK Larnaca i anden runde af Champions League-kvalifikationen.

Glipper det, skal FC Midtjylland op imod FK Partizan fra Serbien i tredje runde af kvalifikationen til Europa League.

FC København deltager også i Champions League-kvalifikationen. FCK indtræder dog først i den afgørende playoffrunde, hvor klubben vil være seedet og derfor møde et lavere rangerende mesterhold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden