Brøndby lukker hul på midtbanen med ung newzealænder

Frem til sommeren 2026 skal Joe Bell tørne ud for Brøndby, som han skifter til fra norske Viking FK.

I transfervinduets allersidste minutter har Brøndby lukket en handel med den norske klub Viking FK, som har hjemme i Stavanger.

Brøndby har således købt den newzealandske midtbanespiller Joe Bell, som har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.

Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.

22-årige Joe Bell skal ind på Brøndbys midtbane og lukke hullet efter Morten Frendrup, som i weekenden blev solgt til italienske Genoa. Også Tobias Børkeeiet har for nylig forladt Brøndbys midtbane.

- Vi har fulgt Joe i et stykke tid, og vi har set er en meget arbejdsom midtbanespiller, som med en stor arbejdsiver og øje for spillet forstår ikke blot at erobre bolde, men også fordele boldene klogt fremad i banen.

- Derudover går Joe altid på banen med et stort overskud og, ligesom Henrik Heggheim, som også skiftede til os fra Viking FK, så er han en spiller, som tager en masse ansvar på banen, ikke blot for sig selv, men for hele holdet, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

Joe Bell var fast mand på Vikings mandskab i den norske liga i 2021-sæsonen. Han spillede således 27 ligakampe med et mål og otte assist til følge.

Lige nu er han samlet med New Zealands landshold, som tirsdag spiller venskabskamp mod Usbekistan. Derefter slutter han sig til Brøndbys træningslejr i Portugal.

- Brøndby er en utrolig spændende mulighed for mig, og efter et par år i Viking FK føler jeg mig parat til at tage næste skridt, siger han.

Joe Bell har i alt spillet fem landskampe for New Zealand.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.