Fodbold

Brøndby-profil bekymrer sig ikke om Viborg i top-6-ræs

Brøndby-profil Daniel Wass bekymrer sig ikke om Viborg FF i top-6-ræset trods bundplacering efter nulløsning.

Daniel Wass (til venstre) koncentrerer sig hverken om tabellen eller modstanderne i kampen om at komme med i mesterskabsspillet.
Daniel Wass (til venstre) koncentrerer sig hverken om tabellen eller modstanderne i kampen om at komme med i mesterskabsspillet. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er kun blevet til en enkelt sejr i de sidste fem kampe for Brøndby IF. En nulløsning mod Viborg FF blev holdets anden pointdeler i streg, og holdet er hele otte point efter Viborg knap halvvejs gennem Superligaens grundspil.

Alligevel er Brøndby-profilen Daniel Wass overbevist om, at et hold som Viborg ikke ender med at snuppe en af de eftertragtede top-6-placeringer fra holdet fra Vestegnen, selv om de to hold spillede 0-0 søndag.

- Man skal ikke være bekymret for, at Viborg ender med at tage en top-6-placering fra os. Jeg koncentrer mig om, hvad vi selv laver, og vi skal i top-6.

- Der er hold, der gør det godt. Tillykke til dem. Vi skal skrabe nok point sammen til top-6, og det gør vi ved at vinde fodboldkampe.

- Jeg ved ikke, hvordan tabellen ser ud. Der er stadig mange kampe endnu, så det kigger jeg ikke på, siger Daniel Wass.

Brøndby er i tabellens nederste del efter tiende spillerunde med blot to point til nedrykningsstregen. Derfor ser træner Niels Frederiksen også noget mere nuanceret på situationen

- Der er ingen garantier for top-6. Vi har ikke skrabet nok point sammen, og det er afgørende, at vi bliver bedre frem mod slutningen af grundspillet.

- Der er hold, der har fået mange point, og der er hold, der har fået få point. Der er vi desværre et af de hold, der har fået få point.

- De sidste tre kampe har vi fået fem point, og vi burde have fået syv. Pointgennemsnittet i starten af sæsonen har været for lavt.

- Lige nu har vi et hold, der skal kunne dominere kampene og være bedst på bolden, men vi er ikke gode nok til at skabe chancer, siger Niels Frederiksen.

Viborg-træner Jacob Friis vil selvsagt ikke afvise, at hans hold ender med en top-6-placering.

- Superligaen er uhyre tæt, og der er mange dygtige hold og mange point at spille om.

- Det er vigtigt for os at holde vores præstationsniveau, hvor det er nu. Så skal vi nok få det, vi fortjener, siger Jacob Friis.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden