sundhedsbehandling

Brøndby-profil misser resten af sæsonen

Mathias Kvistgaarden skal opereres og forventes ude i de næste seks uger, oplyser Brøndby.

Mathias Kvistgaarden udlignede til 1-1, da Brøndby 1. april vandt 2-1 over FC København i Parken.
Mathias Kvistgaarden udlignede til 1-1, da Brøndby 1. april vandt 2-1 over FC København i Parken. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Superligaens tophold må undvære en af sine bedste spillere i jagten på danmarksmesterskabet.

Brøndby-angriberen Mathias Kvistgaarden skal have foretaget en mindre operation i knæet, og det forventes at holde ham ude i seks uger.

Det skriver superligaklubben på X.

Dermed når han ikke tilbage i kamp på denne side af sommerferien. Sidste runde i Superligaens mesterskabsspil afvikles om fem uger.

- Mathias Kvistgaarden har de seneste par uger døjet med ubehag i sit ene knæ, som nu betyder, at han skal have foretaget et mindre indgreb, hvilket kan holde ham ude i op til seks uger.

- Selve indgrebet er relativt simpelt og Mathias Kvistgaarden kan umiddelbart efter indgrebet påbegynde sin genoptræning med henblik på at vende tilbage til banen så hurtigt som muligt, skriver Brøndby.

U21-landsholdsspilleren har scoret otte mål og lagt op til fem mål i Superligaen i denne sæson.

Han var fast mand for Brøndby i efteråret, men knæproblemerne har reduceret spilletiden i foråret, hvor han dog har udmærket sig med tre scoringer i de fire kampe, han har været på banen.

Med syv spillerunder tilbage topper Brøndby Superligaen på en bedre målscore end FC Midtjylland. Seks point efter følger FC København og FC Nordsjælland.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden