Sport

Brøndby-træner: 0-2-scoringen slog os ud

Det var ikke meget, Brøndby skabte i 0-2-nederlaget på hjemmebane til Viborg søndag.

Frederik Birk forsøgte i anden halvleg med en række indskiftninger at ændre på kampens udvikling, men lige lidt hjalp det.
Frederik Birk forsøgte i anden halvleg med en række indskiftninger at ændre på kampens udvikling, men lige lidt hjalp det. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Efter en stærk sæsonstart med seks point i to kampe kom Brøndby søndag ned på jorden, da holdet på hjemmebane tabte 0-2 til Viborg.

Det var ikke meget, som Brøndby skabte offensivt undervejs i nederlaget, hvor Viborg i første halvleg kom foran på en scoring af Yonis Njoh, inden Anosike Ementa i starten af anden halvleg fordoblede føringen.

Og særligt Ementas mål gjorde ondt ifølge Brøndby-træner Frederik Birk.

- Det var som om, at deres 2-0-scoring tog luften ud af et hold, der spiller mange kampe for tiden, og vi tabte grebet lidt, mens de fik ædt sig ind i kampen, siger cheftræneren til Brøndbys hjemmeside.

Ifølge Birk ramte Brøndby slet ikke niveau, og det var en fortjent sejr til gæsterne.

- Jeg vil sige, at da vi indledte kampen, kom vi rigtig godt fra land, og vi havde nogle gode muligheder særligt ude i vores højre side og kom under dem mange gange.

- Men vi fik ikke rigtig folk i boksen og udbytte af vores muligheder, og derfor blev vi ikke rigtigt farlige foran mål, siger Birk.

Brøndby åbnede sæsonen med en sejr hjemme mod Silkeborg, og i seneste runde blev det til tre point på en svær udebane mod FC Nordsjælland.

Undervejs blev det også, dog med hiv og sving, til avancement i Conference League-kvalifikationen mod HB Torshavn.

Derfor var midtstopper Rasmus Lauritsen også skuffet over, hvad Brøndby søndag leverede foran hjemmebanepublikummet.

- Vi gjorde, hvad vi kunne, men det var slet ikke godt nok på nogle måder. Vi fik slet ikke greb om kampen og var ikke aggressive nok på dem i duellerne.

- Og så synes jeg ikke, at vi spillede direkte nok og fik skabt de chancer, der skulle til, siger stopperen til Brøndbys hjemmeside.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden