Brøndby-træner om sløj sæsonstart: Vi er ikke dygtige nok

Brøndby erkender, at sæsonstarten har været skuffende efter europæisk exit og få point i Superligaen.

Niels Frederiksen måtte kigge langt efter sejren i søndagens kamp mod AaB. <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Niels Frederiksen måtte kigge langt efter sejren i søndagens kamp mod AaB. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Med et pointsnit på én per kamp har Brøndby ikke ligefrem fået en prangende start på Superligaen.

Det bliver heller ikke til europæisk fodbold for vestegnsklubben i denne sæson efter exit fra Conference League-kvalifikationen.

Brøndby-træner Niels Frederiksen erkender da også, at det langt fra er gået som ønsket i sæsonens indledning.

- Det er en dårligere start, end vi havde håbet på. Det skal vi ikke lægge skjul på. Vi havde håbet på at få flere point, men det er sådan, det er.

- Vi har fået så dårlig en sæsonstart, fordi vi ikke er dygtigere, lyder det fra Niels Frederiksen.

Søndag aften tabte Brøndby med 1-2 ude mod AaB. Brøndbys modstandere havde før opgøret ikke vundet i 13 kampe i træk i Superligaen.

Brøndby kom tidligt bagud i kampen mod AaB. Holdet fik udlignet 12 minutter inde i anden halvleg, før AaB scorede sejrsmålet til 2-1 med to minutter tilbage af den ordinære spilletid.

- Det er vores niveau lige nu. Vi må se, om vi kan få hævet niveauet på en eller anden måde. Jeg er skuffet over vores præstation, og at vi ikke får point, siger Niels Frederiksen.

- Det er klart, at vi har profiler, der er ude med skader. Der er et transfervindue, der er åbent. Forhåbentlig kan vi også forbedre os på træningsbanen.

Brøndby var uden flere store profiler mod AaB. Blandt andre Andreas Maxsø, Mads Hermansen, Simon Hedlund og Blas Riveros.

I næste kamp venter slagne FC Midtjylland, der ligesom Brøndby har seks point efter seks kampe i landets bedste fodboldrække.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.