Brøndby vælter Holte af den danske volleyballtrone
Brøndbys volleyballkvinder vendte en dårlig start til et dansk mesterskab. Det første af slagsen siden 2018.
Volleyballkvinderne fra Brøndby er danske mestre efter fem kampe i finaleserien.
Det sker efter en overbevisende 3-1-sejr over de tredobbelte danske mestre fra Holte torsdag aften.
Sejren er Brøndbys tredje i finaleserien, hvor der spilles bedst af fem.
De to hold fulgtes tæt gennem første sæt, hvor de skiftedes med at tage føringen.
En stærk slutspurt af Holte i første sæt fik nordsjællænderne til at trække fra på pointtavlen.
Efter et skuffende første sæt besluttede Brøndby at snøre skoene og smide fløjlshandskerne.
Det gulklædte hjemmehold satte trumf på i andet sæt og bragte sig foran med hele 15-3 midtvejs igennem. Gæsterne fra Holte fik hentet lidt på hjemmeholdet, men Brøndbys forspring var for stort at indhente.
Brøndbys dominans fortsatte i tredje sæt, hvor Holte kæmpede med at holde sig inde i kampen. Igen blev et stort pointforspring udbygget i begyndelsen af sættet, som Brøndby vandt med 25-16.
Efter en jævnbyrdig begyndelse i kampens fjerde sæt fik Brøndby trykket speederen i bund og kørt sejren hjem med 25-17 i det fjerde og sidste sæt.
Brøndbys volleyballkvinder er dermed danske mestre for første gang siden 2018.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.