Bronzen glippede for Thisted-kvinder

FC Thy-Thisted Q tabte i sidste spillerunde til FC Nordsjælland, og dermed forsvandt håbet om et sæt historiske bronzemedaljer

FC Thy-Thisted Q fik en øretæve i sæsonens sidste kamp. <i>Foto: Torben Hansen</i>

FC Thy-Thisted Q fik en øretæve i sæsonens sidste kamp. Foto: Torben Hansen

FODBOLD:FC Thy-Thisted Q kunne lørdag have skrevet klubhistorie ved at sikre sig bronzemedaljer i Gjensidige Kvindeligaen, men i stedet endte sidste spillerunde i en stor skuffelse og et 0-3-nederlag til FC Nordsjælland.

Nederlaget endte dog med ikke at få afgørende betydning, da Brøndby på udebane besejrede Kolding med 3-0 efter tre scoringer i anden halvleg og dermed holdt fast i tredjepladsen. FC Thy-Thisted Q endte på femtepladsen.

FC Thy-Thisted Q - FC Nordsjælland 0-3 (0-2)

Mål: 0-1 Signe Damsgaard (selvmål, 30. minut), 0-2 Ashley Lynn Riefner (45. minut), 0-3 Dajan Hashemi (51. minut)

FC Thy-Thisted Q's opstilling (4-4-2): Maja Bay Østergaard - Agnete Marcussen, Line Saustrup Kristensen (Malene Yde Hedegaard, 54. minut), Signe Damsgaard, Michelle Sandfeld (Janni Vinther Nystrup, 54. minut) - Beate Marcussen, Matilde Kjeldgaard (Lise Dissing, 54. minut), Camilla Nielsen, Vibeke Hedegaard Andersen - Malene Sørensen (Emilie Fink Pedersen, 73. minut), Rikke Dybdahl (Frida Nautrup (81. minut)

FC Thy-Thisted Q kunne have sikret sig bronzen i tilfælde af en sejr lørdag, samtidig med at Brøndby satte point til i Kolding, men vejen til medaljerne blev længere efter en halv times spil, da Signe Damsgaard kom til at prikke bolden i eget net.

10 minutter senere burde hjemmeholdet have udlignet, da Beate Marcussen slap fri efter gode kombinationer med Malene Sørensen, men kantspilleren fik aldrig afsluttet. Det gjorde hun et par minutter senere, da hun fik en ny stor chance, men denne gang kom en FC Nordsjælland-spiller lige akkurat i vejen og fik rettet bolden forbi mål.

I stedet blev ondt værre for thyboerne i første halvlegs sidste minut, da Ashley Lynn Riefner blev spillet fri i dybden. Hun rundede FC Thy-målvogter Maja Bay Østergaard og prikkede bolden ind i det tomme mål, så FC Nordsjælland fordoblede føringen.

Bare fem minutter inde i anden halvleg forsvandt FC Thy-Thisted Q's sidste håb om medaljer, da gæsterne også bragte sig foran 3-0. Uopmærksomt forsvarsspil fra Line Saustrup Kristensen betød, at Mariah Allison Lee kom først på en dyb stikning. Hendes afslutning blev blokeret af Maja Bay Østergaard, men riposten røg lige ud til Dajan Hashemi, der nemt kunne score ril kampens slutresultat.

Skuffelsen var stor hos FC Thy-Thisted Q-spillerne efter nedturen mod FC Nordsjælland. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Skuffelsen var stor hos FC Thy-Thisted Q-spillerne efter nedturen mod FC Nordsjælland. Foto: Torben Hansen

Fortuna Hjørring sluttede sæsonen af med at tabe 0-1 på udebane til de suveræne mestre fra HB Køge. Vendelboerne var for længst sikret andenpladsen, der udover sølvmedaljer udløser en plads i Champions League-kvalifikationen.

I nedrykningsspillet tabte AaB for sjette gang i ti kampe, da det på hjemmebane blev til et 1-4-nederlag til B93. Sofie Lybæk scorede det enlige mål forAaB'erne , der allerede blev dømt til nedrykning for flere runder siden, og dermed blev det i denne omgang blot til to sæsoner i den bedste række.

FC Thy-ThisedQ tabte til FCN

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.