Sport

Bundprop fra næstbedste række skaber sensation mod Liverpool

Liverpool måtte søndag lade livet i FA Cup, da klubben var på besøg hos upåagtede Plymouth.

Plymouth-spillerne var lykkelige efter Ryan Hardies fuldtræffer på straffespark.
Plymouth-spillerne var lykkelige efter Ryan Hardies fuldtræffer på straffespark. Alastair Grant/Ritzau Scanpix

Liverpool satsede på reserverne, men den plan kiksede.

Søndag eftermiddag røg Premier Leagues førerhold ud af FA Cuppen efter et nederlag på 0-1 til Plymouth fra bunden af den næstbedste række.

Liverpool-manager Arne Slot havde lavet ti ændringer i forhold til den startellever, der tidligere på ugen bankede Tottenham med 4-0. Og han havde sågar ladet stjerner som Virgil van Dijk og Mohamed Salah blive hjemme.

Det skulle vise sig at være lige vovet nok. Da Plymouth kom foran på et straffespark kort inde i anden halvleg, kunne Liverpool ganske enkelt ikke slå tilbage.

Faktisk lykkedes gæsterne ikke engang rigtigt med at få stablet et slagkraftigt pres på benene.

Plymouth, der er sidst i Championship og derfor må have en hullet selvtillid, lyste lige pludselig af arbejdsiver og afviste gang på gang Liverpools tilnærmelser.

Og når værterne fik bolden, turde de at udfordre Liverpool, så det ikke bare blev ét langt stormløb mod Plymouth-feltet.

Dødsstødet blev sat ind efter 53 minutter, efter at Liverpools Harvey Elliott havde haft hånd på bolden i eget felt.

Ryan Hardie udnyttede muligheden fra 11 meter og sendte bølger af ekstase gennem det ydmyge stadion Home Park, hvor godt 18.000 tilskuere var på plads.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden