Sport

Carolina Hurricanes forlænger kontrakt med dansk målmand

Frederik Andersen bliver med forlængelse i NHL-klubben Carolina Hurricanes i sæsonen 2025-2026.

Den danske keeper Frederik Andersen er også at finde på holdkortet i Carolina Hurricanes i den kommende sæson. (Arkivfoto).
Den danske keeper Frederik Andersen er også at finde på holdkortet i Carolina Hurricanes i den kommende sæson. (Arkivfoto). Jared C. Tilton/Ritzau Scanpix

Opdateret 04. maj 2025 kl. 07:21

Carolina Hurricanes har forlænget kontrakten med den danske målmand Frederik Andersen.

Det skriver ishockeyklubben i en pressemeddelelse lørdag.

Den 35-årige dansker bliver derfor i Carolina Hurricanes i sæsonen 2025-2026.

- Frederik har spillet ekstremt godt for os og rangerer i top-10 nogensinde i sejrsprocent for en NHL-målmand. Vi er glade for, at han bliver hos holdet i den næste sæson, lyder det fra Carolina Hurricanes' general manager, Eric Tulsky.

Der er tale om en kontrakt på 2,75 millioner dollar - omkring 18 millioner kroner. Den kan suppleres med bonusser for blandt andet antallet af spillede kampe, fremgår det.

Den danske NHL-keeper har spillet 12 sæsoner i NHL. En knæoperation i november har dog kostet ham deltagelsen i 38 kampe i indeværende sæson.

Anaheim Ducks valgte ham i NHL-draften i 2012, og han fik debut i den bedste nordamerikanske ishockeyliga året efter.

I 2016 fortsatte han karrieren i Toronto Maple Leafs, hvor han i flere år var en stor profil, inden keeperen i 2021 drog videre til Carolina Hurricanes.

De mange år i NHL har kostet en del optrædener i rødt og hvidt for Frederik Andersen. I august 2024 var han en del af den danske trup i OL-kvalifikationskampene. Det var Andersens første landskampe i seks år.

Frederik Andersen er aktuelt i gang med slutspillet i NHL, hvor Carolina Hurricanes i kvartfinalen står over for Washington Capitals, der har danske Lars Eller på holdkortet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden