Carolina Hurricanes indleder NHL-slutspil uden Andersen

Frederik Andersen er stadig ude med en skade for Carolina Hurricanes, som vandt sin første kamp i slutspillet.

Frederik Andersen er fortsat ikke klar til kampene i NHL, som nu er gået i gang med slutspillet. (Arkivfoto). <i>Ron Chenoy/Ritzau Scanpix</i>

Frederik Andersen er fortsat ikke klar til kampene i NHL, som nu er gået i gang med slutspillet. (Arkivfoto). Ron Chenoy/Ritzau Scanpix

NHL-slutspillet er gået i gang, og det er fortsat uden Frederik Andersens deltagelse.

Den danske landsholdsmålmand, der spiller for Carolina Hurricanes, sidder ude med en skade, der også holdt ham ude i de sidste kampe i grundspillet.

Uden Frederik Andersen vandt Carolina Hurricanes med 5-1 hjemme over Boston Bruins i den første kamp i slutspillet natten til tirsdag dansk tid.

I stedet for Frederik Andersen spillede Antti Raanta for første gang fra start i en kamp i slutspillet. Og afløseren leverede 35 redninger i sejren.

- For mig var det den første start i slutspillet i NHL. Jeg forsøgte bare at holde fokus på de ting, der har bragt mig succes. Det virkede fint. Men det er kun en kamp og en sejr, siger Raanta ifølge nhl.com.

Med sejren fører Carolina Hurricanes med 1-0 i kampe, og der spilles bedst af syv.

Frederik Andersen spillede 52 kampe i grundspillet, heraf startede han i de 51. Han missede de sidste seks kampe i grundspillet med en skade.

Det er oplyst, at Frederik Andersen er skadet i den nederste del af kroppen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.