Sport

Celtic-topscorers viden om FCM var nyttesløs

Benjamin Nygrens viden om FCM hjalp ikke. Midtjydernes tempo og tre lynmål satte tonen i sejren over Celtic.

Kasper Schmeichel indkasserede tre mål i nederlaget til FC Midtjylland i torsdagens Europa League-kamp.
Kasper Schmeichel indkasserede tre mål i nederlaget til FC Midtjylland i torsdagens Europa League-kamp. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Benjamin Nygren har før prøvet at tabe til FC Midtjylland, da angriberen spillede for FC Nordsjælland i den danske Superliga.

Derfor havde den svenske landsholdsspiller advaret sine holdkammerater i Celtic, som han skiftede til i sommer. Alligevel tabte Celtic med 1-3 i torsdagens Europa League-kamp i Herning.

- FC Midtjylland er et rigtigt godt hold og er startet godt i Europa. Men jeg synes også, at vi gjorde dem lidt for gode. Vi gjorde det ikke godt nok i vores eget spil.

- Det blev lidt for meget FCM's kamp. Specielt i første halvleg. Vi gjorde det lidt bedre i anden halvleg og fik scoret til 1-3, siger Nygren.

På tværs af alle turneringer har Nygren scoret seks mål og lavet fem assister i denne sæson for Celtic. Det gør ham til skotternes topscorer. Men skarpheden viste han ikke mod FCM, og det var han træt af.

- Jeg har spillet mange gange mod FCM, som er rigtigt gode på hjemmebane. Men vi spillede bare ikke godt nok.

- Vi lukkede tre mål ind på kort tid og tabte reelt kampen der, siger svenskeren om FCM's tre mål inden for otte minutter i første halvleg.

Nygren har ellers generelt nydt tiden i Celtic, hvor han blandt andre har fået den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel som holdkammerat.

- Kasper er en god keeper, han har haft en god karriere og spiller stadig på et højt niveau. Han har spillet mere end 900 professionelle kampe. Det er imponerende.

- Som holdkammerat og leder har han mange gode egenskaber, jeg kan lære meget af, siger Nygren, inden han slukøret forlader MCH Arena.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden