Sport

Celtic-træner forsvarer Schmeichel efter skidt europæisk aften

Kasper Schmeichel blev buhet af egne fans i Europa League-opgøret mod Stuttgart. Fire mål gik ind.

Celtics trænerveteran, Martin O'Neill, mener, at Kasper Schmeichel har stået rigtig godt, siden han overtog trænersædet i begyndelsen af året. Torsdag var dog en dårlig aften for danskeren i målet. (Arkivfoto).
Celtics trænerveteran, Martin O'Neill, mener, at Kasper Schmeichel har stået rigtig godt, siden han overtog trænersædet i begyndelsen af året. Torsdag var dog en dårlig aften for danskeren i målet. (Arkivfoto). Scott Heppell/Reuters

Fodboldklubben Celtic med den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel mellem stængerne var selv skyld i 1-4-nederlaget torsdag aften i Europa League på hjemmebane mod tyske Stuttgart.

Det fortæller Celtics træner, Martin O'Neill, efter opgøret.

Kasper Schmeichel havde en dårlig aften i Glasgow, og han så særlig skidt ud ved tyskernes første og tredje mål.

Efterfølgende blev Schmeichel buhet af hjemmeholdets fans, når han havde bolden, skriver Sky Sports.

- Det er en hård aften for os. Vi var i mange henseender skyld i vores eget nederlag og indkasserede nogle dårlige mål, siger Martin O'Neill ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg vil overveje alle mulige ting, men Kasper (Schmeichel, red.) har gjort det rigtig godt, siden jeg kom til klubben, tilføjer Celtic-træneren.

Martin O'Neill blev hevet ind som træner for Celtic FC i begyndelsen af året, efter at Wilfried Nancy blev fyret.

73-årige O'Neill er en elsket figur i Celtic. Han stod i spidsen for klubben fra 2000-2005. Torsdag aften var hans kamp nummer 1000 i hans trænerkarriere, skriver AFP.

O'Neill mener, at Celtic ikke forsvarede sig godt nok mod det tyske Bundesliga-hold.

- Det helt åbenlyse er, at vi ikke forsvarede os godt nok i løbet af kampen, og jeg synes, at målene kunne være undgået, siger han til Celtic TV efter kampen.

Cheftræneren ønsker ikke at dvæle ved nederlaget, men vil i stedet kigge fremad mod Celtics næste kamp søndag i den skotske liga.

Celtic skal møde Stuttgart på udebane torsdag i næste uge, hvor holdet skal forsøge at avancere i Europa League trods et svært udgangspunkt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden