Champagneprop i øjet koster etapevinder resten af Giroen

En uheldig og bizar hændelse med en flaske champagne betyder, at Biniam Girmay trækker sig fra Giro d'Italia.

Biniam Girmay er ude af Giroen efter et uheld med en flaske champagne, hvor proppen ramte rytteren i det ene øje. <i>Massimo Paolone/Ritzau Scanpix</i>

Biniam Girmay er ude af Giroen efter et uheld med en flaske champagne, hvor proppen ramte rytteren i det ene øje. Massimo Paolone/Ritzau Scanpix

Biniam Girmay, tirsdagens etapevinder i Giro d'Italia, trækker sig fra resten af det italienske cykelløb med en skade i det ene øje.

Det skyldes, at Wanty-rytteren fik en champagneprop i øjet i forbindelse med sejrsceremonien efter tirsdagens 10. etape. Det oplyser han onsdag i en video på holdets hjemmeside.

22-årige Biniam Girmay fra Eritrea skrev historie, da han blev den første sorte afrikanske cykelrytter til at vinde en individuel etape i en grand tour.

Det skulle fejres på behørig vis med en stor flaske champagne. Det gik dog helt galt for Biniam Girmay, som stillede champagnen på scenegulvet, mens han lænede sig ind over flasken og skruede løs på korkproppen.

Lige pludselig gik proppen og røg med stor fart op og ramte Biniam Girmay i det venstre øje fra tæt hold.

Med tydelige smerter i øjet lykkedes det rytteren at sprøjte med champagne og lade sig hylde. Han blinkede meget og tog sig til øjet undervejs.

Kort efter blev han kørt på hospitalet i Jesi, inden han var med til en fest sammen med resten af holdet i kystbyen Riccione tirsdag aften.

- Jeg var lidt ked af det, der skete med champagnen, men da jeg kom tilbage til hotellet fra hospitalet, var alle på holdet super glade.

- Det ser okay ud, men jeg fortsætter ikke i løbet, fordi mit øje har brug for ro. Nu ser jeg frem til resten af sæsonen. Vi ses snart, siger Biniam Girmay i en video, der er bragt på holdets profil på Twitter.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden