Chelsea afslutter turbulent uge med ny sejr

Mens Chelseas fremtid er uvis, vandt holdet over Newcastle på et sent mål af Kai Havertz.

Kai Havertz sørgede for oprejsning for hjemmeholdets fans på Stamford Bridge. <i>Matthew Childs/Ritzau Scanpix</i>

Kai Havertz sørgede for oprejsning for hjemmeholdets fans på Stamford Bridge. Matthew Childs/Ritzau Scanpix

Det har været en skrækkelig uge for Premier League-klubben Chelsea uden for banen, men på grønsværen bliver holdet ved med at vinde.

Holdejer Roman Abramovich er i ugens løb blevet pålagt strenge sanktioner af den britiske regering som følge af Ruslands invasion af Ukraine, salget af klubben er sat på pause, og russeren selv er blevet erklæret uegnet som direktør af ligaen.

Med andre ord er fremtiden i den grad uvis, men for anden gang på få dage tog London-holdet alligevel tre point med 1-0 over Newcastle.

Først til sidst kom forløsningen, da Kai Havertz prikkede bolden i nettet med kampens eneste mål.

Det efterlader Chelsea på 59 point, som rækker til en tredjeplads. Der er 10 og 7 point op til henholdsvis Manchester City og Liverpool i toppen af tabellen.

Landsholdsspilleren Andreas Christensen spillede hele kampen og var i fokus i begyndelsen, hvor han sendte et kvalificeret langskud over mål.

Chancer var der også til Timo Werner og Mason Mount, men Newcastle var farligst i både slutningen af første halvleg og starten af anden.

Der var flere gange optræk til store Chelsea-chancer, men først til sidst lykkedes det at score.

Med et minut tilbage fandt Kai Havertz plads bag Newcastle-forsvaret og lagde den elegant forbi den tidligere Esbjerg-målmand Martin Dúbravka.

Tyskeren kunne endda have scoret igen kort efter, men her var overliggeren i vejen for offensivspilleren.

En anden kandidat til top-4, West Ham, kæmpede sig op på 48 point med en hjemmesejr på 2-1 over Aston Villa.

West Hams første mål blev scoret af ukraineren Andriy Yarmolenko, som var tydelig berørt af øjeblikket. Han har tidligere siddet ude i en periode på grund af den russiske invasion af Ukraine.

West Ham ligger nummer fem i ligaen med samme antal point som Arsenal på sjettepladsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.